Maria Uhre: Fuld fokus på Nordsjælland
Lørdag eftermiddag sparkes en ny runde af Gjensidige Kvindeligaen i gang igen, når svanerne gæster Right to Dream Park i Farum. Det er dog ikke længe siden, at fokus lå et helt andet sted end på kampene i ligaen. Tirsdag spillede HB Køge nemlig første Champions League-opgør imod mægtige Juventus, som svanerne desuden leverede en toppræstation imod og formåede at tage point fra. For Maria Uhre og resten af truppen er det dog helt afgørende, at de altid kan lægge sådanne kampe bag sig, så de kan fokusere hundrede procent på den næste.
“Vi mødte ind dagen efter Juventus-kampen, fik snakket kampen igennem og afsluttet den ordentligt, så vi kunne fokusere på den næste kamp. Det er meget vigtigt for os, at vi gør det på den her måde, så vi ikke hænger fast i uforløste ting fra sidste kamp. Selvfølgelig tager vi de gode takter fra Juventus-kampen med os, men den kamp er nu lagt bag os, så vi er hundrede procent klar på Nordsjælland,” fortæller Maria Uhre.
Selvom der udefra er et stort fokus på HB Køge og deres deltagelse i Champions League, understreger forsvarsprofilen, Maria Uhre, at kampene i Gjensidige Kvindeligaen i ligeså høj grad er en prioritet.
“Vores kampe i ligaen er mindst lige så vigtige som Champions League-kampene. Hvis vi skal blive ved med at kvalificere os til Champions League, så kræver det jo også, at vi vinder vores kampe i ligaen. Ingen hold i ligaen kan bare cruise sig til tops. Det kræver hårdt arbejde og fuld fokus hver gang, så ligaen er helt klart en lige så stor prioritet,” lyder det fra Uhre.
I sidste sæson var netop FC Nordsjælland en modstander, der gav HB Køge kamp til stregen, hvor det lykkedes dem at tage point fra svanerne i to ud af deres fire indyrdes opgør. Det er derfor op til HB Køge-truppen at være klar fra start, fortæller Maria Uhre.
“Vi ved, at Nordsjælland kan volde os besvær. Det er et hold, der er rigtig dygtige på bolden og specielt i opbygningsspillet, det ved vi. Det er derfor også op til os at være klar fra start og lukke dem ned. Vi har en gameplan, og det er bare op til os at levere, længere er den ikke,” slutter Maria Uhre.
FC Nordsjælland – HB Køge
Gjensidige Kvindeligaen, 6. spillerunde
Lørdag d. 24. september 2022, 16.45
Right to Dream Park, Farum