shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Marius Elvius: “Betyder meget at kunne mærke tilliden”

Det er kun halvanden måned siden, at Marius Elvius er fyldt 18 år, men trods sin unge alder, så har offensivspilleren allerede spillet 15 kampe på HB Køges førstehold i denne sæson. I forårssæsonen har der været spilletid i de seneste ti kampe, heraf seks af kampene fra start.

For Elvius har det betydet, at udviklingen har taget ekstra meget fart over de seneste måneder.

“Det har betydet, at jeg har kunnet bygge på i forhold til at tænke hurtigere og være mere undervejs. Det er nok der, jeg har rykket mig mest. Det betyder meget at kunne mærke tilliden fra klubben, og man får selvfølgelig et selvtilidsboost og tro på egne evner, og på at man gør noget rigtigt hver dag på træningsbanen”, fortæller Elvius, der står noteret for to mål i Sydbank Pokalen, men som endnu mangler at få scoret det forløsende første mål i NordicBet LIGAEN. Men det har været tæt på.

“Det ville betyde alt på det personlige plan, at få åbnet målkontoen i 1. Division, og det må gerne ske i løbet af de sidste to kampe i sæsonen. Mod Hvidovre havde jeg en stor chance, som jeg skulle have scoret på. Den er jeg selvfølgelig ærgerlig over, men det giver mig også mere blod på tanden i forhold til at få den prikket over stregen i fremtiden”.

Selvom det er blevet til mere og mere spilletid over de seneste måneder, så har Marius Elvius, som alle andre unge og talentfulde fodboldspillere, også en række udviklingspunkter. Og det er Elvius også meget bevidst om, at han også har.

“Det har været fedt at få chancen på førsteholdet i en ung alder, og mærke en masse tillid til mine evner. Ambitionerne i klubben er høje, og det kan jeg godt lide. Vi kan ikke lide at stille os tilfredse, men vil mere og mere. I forhold til mine egne ambitioner, så vil jeg gerne blive en bærende kraft på holdet. Selvfølgelig vil jeg også gerne få scoret en masse mål, men det skal nok komme, hvis jeg arbejder hårdt, og så skal viljen til at blive bedre være der hver dag. For at kunne slå helt igennem, skal jeg få mere produkt på mit spil, og være mere kampafgørende i form af mål og assists, men også at få vist mere til mine offensive kvaliteter, som jeg ved, jeg har”.

I midtugens 0-1-nederlag hjemme mod Fremad Amager fik Marius Elvius de første 77 minutter på banen, og særligt i første halvleg havde en flere gode offensive aktioner. På søndag gælder det en udekamp mod Skive, og her gælder det om at tage tre point med hjem.

“Jeg ved, vi alle er topmotiverede for at vinde efter en kamp som mod Fremad Amager, hvor vi egentlig føler, at vi spiller en okay kamp. Vi får skabt et par gode chancer, men mangler alligevel det sidste, for at få point. Vi har kunnet mærke som hold, at vi har været inde i en gode periode spilmæssigt, så hvis vi får spillet til at foregå på vores præmisser på søndag mod Skive, så har jeg troen på, at vi kan få de tre point mod et godt Skive hold”, slutter Marius Elvius.

 

NordicBet LIGAEN

Skive – HB Køge

Søndag den 19. juli kl. 13.00

Kampen vises på Viaplay

Foto: Martin Håkan // Coverganda