Markante forstærkninger til HB Køge
HB Køge får på transfervinduets sidste åbningsdag endnu en bonus ved at være en del af Capelli Sport-netværket.
Sportsbrandet Capelli Sport ejes af George Altirs, som samtidig har hovedparten af aktierne i selskabet bag HB Køge. George Altirs er også involveret i den ghanesiske klub Inter Allies FC, og den klub leverer nu spændende firepower til HB Køge både på kort og mellemlang bane.
Som led i samarbejdet med den ghanesiske Premier League-klub Inter Allies FC skifter tre unge offensiv-spillere nemlig nu til HB Køge. Det drejer sig om kantspilleren Abdul Nassiru Hamzah (18) og de to angribere Effiong Nsungusi Jnr. (20) og Kwabena Kyeremateng (20).
“Vores samarbejde med Capelli Sport har igen åbnet nogle døre for os, og det gør nu, at vi får mulighed for at hente de tre spillere til Danmark. Vi har set dem alle i aktion og fulgt dem intenst siden vi var på besøg i Inter Allies i september. Allerede dengang var vi enige om, at det er nogle markante spillere med et potentiale, som vi tror på kan forløses i vores rammer”, fortæller adm. direktør Per Rud
Trioen er lige nu i Ghana og venter på, at de sidste officielle papirer angående visum falder på plads. HB Køges førsteholdstrup tager næste uge på træningslejr i Tyrkiet, og målet er at Nasiru, Nsungusi og Kyeremateng kan støde til holdet her.
“Vi taler om tre unge spillere, der skifter fra et andet land med en anden kultur, og der vil der være en overgangsperiode, hvor de stille og roligt skal vænne sig til den nye hverdag og livet som professionelle fodboldspillere i Danmark, men vi tror på at de har den rette karakter, og at vi kan hjælpe dem videre i deres udvikling, så de kan slå igennem her. Potentialet er der ingen tvivl om og de har alle nogle fysiske forudsætninger for at lykkes på et endnu højere niveau, end de tidligere har vist sig frem på,” udtaler Per Rud.
Via Capelli Sport-netværket er HB Køge blevet flagskibet og ”hoveddestinationen” for en lang række klubber. Hertil hører Inter Allies FC, der regnes for at være en af Ghanas mest veldrevne klubber. I rollen som cheftræner og akademileder tog Henrik Lehm til klubben i hovedstaden Greater Accra i sidste uge. I forlængelse af dette samarbejde kommer de tre offensive kræfter nu til HB Køge.
Henrik Lehm var selv med til at spotte de tre spillere under et ophold i Inter Allies i 2019. Spillerne tiltrak i første omgang HB Køges opmærksomhed ved et besøg hos Inter Allies FC i september. Et besøg, der er et led i Capelli Sport Plus-programmet, som handler om udveksling af best practice på tværs af de klubber, der er en del af Capelli Sport-fællesskabet. Som Head of Football står Henrik Lehm i spidsen for dette og sammen med Per Rud samt Head of Scouting, Sergio Cecilio, foretager de såkaldte uddannelsesforløb i lande på flere kontinenter. Formålet er at skabe en fælles identitet på tværs af landegrænser.
”Spillere som disse vil vi normalt ikke være i nærheden af. Men via Capelli Sport kan vi styrke HB Køge. Men vi skal stadig have et skarpt fokus på at udvikle vores egne spillere. HB Køge skal altid have en stærk lokal forankring. De nye spillere vil bidrage til at hæve det generelle niveau og derved også gøre spillerne fra vores eget område bedre” slutter direktør Per Rud.
Fakta om Effiong Nsungusi Jnr.
Født: 4. november 1999
Nationalitet: Nigeria
Højde: 195 cm
Position: Angriber

Effiong Nsungusi Jnr. i træning for Inter Allies FC
Fakta om Kwabena Kyeremateng
Født: 27. juli 1999
Nationalitet: Ghana
Højde: 179 cm
Position: Angriber

Kwabena Kyeremateng i kamp for Inter Allies FC
Fakta om Abdul Nassiru Hamzah
Født: 23. december 2001
Nationalitet: Ghana
Højde: 170 cm
Position: Højre kant

Hamza Nasiru i fuld aktion for Inter Allies FC.