shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Martin Koch Helsted ser frem mod Vejle-duel

Onsdag aften får HB Køge på hjemmebane besøg af Superliganedrykkerne fra Vejle Boldklub. Der er lagt op til et interessant opgør mod et HB Køge-hold, der har været inde i en god periode, men som senest måtte se sig besejret med 2-1 i Vendsyssel, og et Vejlemandskab, der har fundet melodien, og har hentet fem sejre i træk.

Hos HB Køge ser topscorer Martin Koch Helsted frem mod kampen, ligesom han glæder sig over sin scoring mod Vendsyssel, hvor han opsøgte heldet og fik tacklet sin ottende sæsonscoring i kassen. Om målet siger han følgende:

– Jeg begyndte at jagte bolden for at sætte et pres i gang, men jeg havde ikke forventet at jeg skulle vinde bolden og få den i kassen, men det var fantastisk at få den mulighed. En lille julegave, kan man sige.

Mod Vejle ser Martin Koch Helsted frem mod en svær udfordring, men han ser bestemt også muligheder for at hente en godt resultat på hjemmebanen.

– Det bliver svær kamp mod et formstærkt hold. De har nogle rigtig gode spillere, er en stor klub og der er store forventninger til dem, men hvis vi spiller som vi gjorde i første halvleg mod Vendsyssel, så er der gode chancer for at vi kan spille med om minimum et point.

– Der hvor vi skal forbedre os er i de små detaljer, eksempelvis på dødbolde, ligesom i Vendsyssel, hvor vi er uopmærksomme i et øjeblik, og det resulterer i mål, så stor opmærksomhed i de små detaljer må være et nøgleord for os.

Martin Koch Helsted har indtil nu scoret syv mål i NordicBet LIGAEN og et i Sydbank Pokalen, men er målnæsen klar igen?

– Den er er altid klar. Jeg har scoret i de sidste to kampe, og håber på at jeg kan fortsætte den gode stime, slutter topscoreren, der står noteret for hele 42 scoringer i sine 79 kampe for HB Køge.

 

NordicBet LIGAEN

HB Køge – Vejle

Onsdag den 2. oktober kl. 19.00

Capelli Sport Stadion, Køge Idrætspark

 

Foto: Martin Håkan / Coverganda.dk