shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Martin Koch Helsted stopper karrieren

Alle tiders topscorer i HB Køge stopper karrieren til sommer. Martin Koch Helsteds kontrakt med klubben løber ud til sommer, og angriberen har besluttet, at farvellet til HB Køge samtidig skal være slutfløjtet for den professionelle fodboldkarriere.

“Jeg trapper ned for fodbolden og stopper på professionelt plan. Det er en mærkelig følelse ikke at skulle være en del af klubben længere. Og det er jo heller ikke den slutning, nogen af os havde håbet på,” fortæller Martin Koch Helsted, med henvisning til det skadesforløb, der har holdt ham ude af spil siden sæsonens første kamp tilbage i juli 2021.

Med 55 mål er Martin Koch Helsted den mest scorende spiller i HB Køges historie, mens hans 131 optrædener gør ham til den spiller med tredjeflest optrædener for klubben nogensinde, kun overgået af Lee Rochester Sørensen (154 kampe) og Mark Gundelach (151 kampe).

“Det er en klub, jeg holder meget af. HB Køge gjorde mig til fuldtidsprofessionel fodboldspiller, da jeg blev hentet fra fyraftensfodbolden i Helsingør for fem år siden. Klubben gav mig muligheden for at udleve en drengedrøm, og det vil jeg være evigt taknemmelig for,” siger Martin Koch Helsted.

Hører til i historiebøgerne

I HB Køge glæder direktør Per Rud sig over de imponerende præstationer, klubben og Martin Koch Helsted fik ud af hinanden.

“Martins præstationer her taler for sig selv. Han har leveret varen og gjort vores tilhængere glade så mange gange, med alle hans mål. For det vil vi altid være taknemmelige, og det vil jo altid fremgå, at han var klubbens første rigtige topscorer. De sidste år er ikke gået som hverken han eller vi gerne ville have det på grund af skaderne, men det skal ikke overskygge noget. Martin hører til i HB Køges historiebøger,” siger Per Rud.

Tredobbelt topscorer

I hans tre første sæsoner efter ankomsten blev Koch Helsted topscorer for klubben. Og også i ligaen markerede han sig på den overordnede topscorerliste.
Med 17 ligamål i både 17/18-, 18/19- og 19/20-sæsonen kunne han notere sig hhv. en andenplads, en tredjeplads og en delt førsteplads på topscorerlisten i 1. division. De tre sæsoner gjorde samtidig, at skarpretteren blev kåret til årets spiller i HB Køge i 2018, 2019 og 2020.

“Der har været godt gang i målscoringen, og det har selvfølgelig været fedt. Men jeg kunne godt have tænkt mig, at vi var endt lidt højere i tabellen i de sæsoner, jeg har været her. Sådan blev det desværre ikke. Men HB Køge er en klub, der har været i gevaldig fremdrift de seneste år, og jeg håber, at det nu også kommer til at udmønte sig på banen og klubben rammer et endnu højere niveau,” siger Martin Koch Helsted.

Når den professionelle karriere slutter til sommer skal Koch Helsted på jagt efter et job udenfor fodboldverdenen.

“Jeg er i gang med at undersøge fremtids- og jobmulighederne udenfor banen. Så fodbolden bliver lagt på hylden efter et par hårde år. De to sidste år føler jeg ikke tingene er gået min vej, senest med skades- og genoptræningsperioden her, som jeg jo stadig ikke er helt ude af. Så nu vil jeg bruge noget tid til at finde mig selv, og så må vi se, om fremtiden kommer til at bringe noget mere fodboldmæssigt i et eller andet omfang. Men først skal jeg lige have det hele lidt på afstand,” siger Koch Helsted og afslutter:

“Jeg kommer til at følge klubben og de af mine medspillere, jeg har et tæt forhold til, fremover. Det er helt naturligt. Jeg ønsker alle i klubben held og lykke i fremtiden.”