Matchvinderen Kramer: “Ville ind og gøre en forskel”
18-årige Cornelia Kramer blev helten i HB Køges første europæiske kamp nogensinde. Angriberen blev skiftet ind i starten af anden halvleg i Champions League-kampen mod de tjekkiske mestre fra Sparta Prag, og efter 73 minutter scorede hun det, der skulle vise sig, at blive kampens eneste mål.
“Jeg vidste, at jeg skulle ind og gøre en forskel, når jeg kom ind. Jeg havde forberedt mig til opgaven på en anden måde end sidste kamp, hvor jeg startede inde, og det lykkedes heldigvis godt. Jeg kommer ind til en hektisk kamp, hvor der ikke rigtig er ro på, på noget tidspunkt, så jeg kommer ind til en masse løb og en masse dueller. Det passer mig godt med omstillinger og løb i dybden, så det var en hård kamp, men super fed kamp for mig, at komme ind i”, fortæller aftenens matchvinder og sætter et par ord på den scoring, hun sparkede ind ved fjerneste stolpe.
“Jeg får en dyb bold fra Maddie i højre side, og får lagt den flot over i venstre side af målet. Et typisk mål for mig. Jeg må indrømme, at jeg har prøvet den situation før, og ved godt hvor målet er”, lyder det med smil i stemmen fra Cornelia Kramer.
Onsdagens kamp mod Sparta Prag blev spillet på det flotte Letní Stadion i byen Chumotov, små 100 kilometer fra Prag. Og selvom der var tjekkiske tilskuere på plads på stadion, så var opbakningen og larmen ikke noget, der påvirkede Kramer og holdkammeraterne.
“Vi havde nok forventet lidt mere larm fra tilskuerpladserne, og jeg synes egentlig, at det er vores stab, der larmer mest i dag, så det var dejligt at høre, at de også var med os hele vejen. Det hjælper helt sikkert på gejsten, at der er masser af lyd ude fra bænken”.
Med en 1-0-sejr i første kamp går HB Køge ind til næste uges returopgør med gode kort på hånden, men Cornelia Kramer understreger, at arbejdet bestemt ikke er gjort færdig endnu.
“Der venter en kamp med ligeså hårdt arbejde, hvor vi skal lægge fokus på at gøre, som vi gjorde i dag. Være der 100 %. Vi var helt klart det bedste hold i dag. Vi var der 100 % for hinanden og havde hjertet med, og det er det vigtigste, når man spiller fodbold”, slutter aftenens matchvinder, Cornelia Kramer.