shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Mathias Nielsen før Lyngby: “Vi skal videre”

“Vi skal ud og møde et tophold, så vi skal stramme os an og arbejde stenhårdt for at få et resultat. Det er egentlig fint, at der ikke går alt for lang tid mellem kampen i søndags og den næste her mod Lyngby. For vi skal videre og vi skal gøre det bedre. Det er selvfølgelig en svær kamp, men også en kamp, hvor vi kan komme ud og revanchere os”, forklarer Mathias Nielsen om fredagens modstander Lyngby BK.

HB Køge møder nemlig fredag topholdet Lyngby BK på udebane i NordicBet Ligaen. Mathias Nielsen uddyber, hvad der særligt er vigtigt frem mod fredag:

“Vi skal tro lidt mere på tingene, også når vi forsvarer. Huske tilliden til hinanden og forsætte med at arbejde hårdt på træningsbanen. Det må være vejen frem. For i store dele af de seneste to kampe laver vi rigtig mange gode ting. Det er få ting, vi gør dårligt i de to kampe – men de ting vi gør dårligt, de koster mål og så er det svært at vinde fodboldkampe”.

Mathias Nielsen og HB Køge jagter endnu engang vigtige point, når de fredag møder Lyngby. Noget der også hungres efter i truppen:

“Vi trænger virkelig til at få nogle point på kontoen, og det ved vi godt. Alle på holdet har brug for de snart kommer og det kan man mærke til træningerne. Vi skal vende det her og det gør vi sammen. Vi skal være koncentrerede gennem hele kampen, stå sammen, arbejde hårdt og så tror jeg på, at vi får point med hjem”

HB Køge kommer fra en kamp i søndags mod Jammerbugt, hvor det blev til et 4-3 nederlag på en række personlige fejl. En kamp hvor HB Køge skabte mange chancer, men måtte se de personlige fejl koste dyrt.

“Frustrerende er vel det mest dækkende ord. Det er igen de personlige fejl, der gør, at vi ikke får point. Men når vi ser på kampen efterfølgende, så ville vi normalt vinde sådan en kamp, men i den situation vi er i, så går det ikke lige vores vej. Det er de personlige fejl, der koster for os. Jeg vil så sige, at hvis vi kan fjerne dem, ser det egentlig okay ud og det skal vi tage med videre”, siger Mathias Nielsen om kampen mod Jammerbugt.

Lyngby indtager på nuværende tidspunkt tredjepladsen i NordicBet Ligaen, og der kampstart på Lyngby Stadion kl. 19.00. Kampen kan følges via vores egen Twitter-profil eller på Viaplay.