Mathias Nielsen skifter til færøsk fodbold
HB Køges rutinerede defensivspiller Mathias Nielsen forlader klubben og skifter i stedet til til NSI Runavik på Færøerne.
31-årige Mathias Nielsen er fra Herfølge og blev skolet hos først Herfølge BK og HB Køge inden han som seniorspiller senere kom til FC Nordsjælland, Viborg FF, Næstved Boldklub, AC Horsens og Randers FC forud for sin tilbagevenden til HB Køge sidste sommer.
Nu går turen til Færøerne, hvor den sidste chance for et udlandseventyr har lokket Mathias til.
“Vi var glade for at se Mathias vende hjem sidste sommer, og han har gjort det godt for os i sidste sæson. Men nu har der budt sig en mulighed, som Mathias rigtigt gerne ville forfølge. Den ville vi ikke stå i vejen for – sådan vil vi ikke være som klub. Så han har fået lov til at gribe den her unikke mulighed,” siger HB Køge-direktør Per Rud.
Mathias Nielsen nåede at spille 21 kampe for HB Køge i sidste sæson.
“Det er en chance, jeg ikke har fået før, og det er måske også den sidste chance, jeg får. Derfor har det også været en svær beslutning, men jeg blev nødt til at tage den, selvom jeg har nydt at være her,” fortæller Mathias Nielsen. Den forgangne sæson hos HB Køge har været speciel for Mathias Nielsen grundet hans tilhørsforhold til lokalområdet og klubben.
“Det har været spændende, at komme hjem og præstere for den lokale klub. Jeg har kunnet mærke, at der har været ekstra øjne på mig og ekstra forventninger til mig, fordi jeg er lokal, og det har været sjovt at prøve. Desværre gjorde en skade det svært for mig i efteråret, men jeg synes, at både jeg selv og holdet sluttede godt af i foråret og at jeg efterlader et positivt aftryk,” siger Mathias Nielsen.
HB Køge takker Mathias for hans tid i klubben og ønsker ham held og lykke med fremtiden på Færøerne.