Max Sauer: “Mentalt en hård start, men nu ser jeg fremad”
Max Sauer skiftede i slutningen sommerens transfervindue til HB Køge fra MSV Duisburg i 3. Bundesligaen. Den tyske højreback, der fik nummer 15, fik dog ikke den ønskede start i HB Køge, hvor det blev til 4-3 nederlag til Jammerbugt i debuten og derefter flere små skader. Max Sauer sætter herunder nogle ord på sin start i klubben.
“Det hele gik ret stærkt mod slutningen af transfervinduet, hvor jeg endte med at skifte til HB Køge. Jeg missede den første kamp efter jeg var kommet til klubben, men så kom der en landsholdspause, hvor jeg trænede godt. Så jeg følte mig egentlig ret klar til kampen mod Jammerbugt, der ville blive min debut. Jeg havde aldrig set en bane, som den vi skulle spille på før. Så det var bare en mental rigtig svær kamp for mig. I det hele taget blev det jo lidt af en mareridtskamp for mig og var slet ikke den debut, jeg havde håbet på”, forklarer Max Sauer.
Men den uheldige start for Max Sauer sluttede ikke her. For selvom det ikke blev til den ønskede debut for HB Køge, så var tyskeren stadig fortrøstningsfuld efter sin debut.
“Det var selvfølgelig en hård start for mig, men alle kan have en dårlig kamp. Så jeg kiggede fremad, trænede hårdt og så frem til næste kamp. Men dagen før næste kamp, så får jeg lidt ankelproblemer og i fællesskab med trænerteamet, så bliver vi enige om, at jeg skal stå over kampen. Efter to dages pause træner jeg med igen, kan ikke mærke noget og tænker alt er godt. Men igen sidste træning inden kamp, ud af det blå, så vrikker jeg om og det betyder et delvist overrevet ledbånd i anklen. Så det har virkelig været en mentalt hård start for mig,”, fortæller Max Sauer og uddyber:
“Men jeg accepterede min situation og i samarbejde med trænerstaben og ProTreatment blev vi enige om, hvordan jeg kunne få genoptrænet bedst muligt, så jeg kom stærkest tilbage. Jeg har aldrig været vant til at spille på kunststofbaner, så det havde måske også noget at sige i forhold til mine uheldige små skader. Men jeg har brugt min skadespause til at få bygget min krop og jeg er nu tilbage i fuld træning”.
27-årige Max Sauer kan derfor se frem til igen at være del af HB Køges NordicBet Liga-mandskab efter en bøvlet start i klubben. Noget den ærgerrige tysker ser frem til:
“Jeg er glad over, at jeg kan træffe fuldt med igen. Jeg føler mig veltilpas og i god fysisk form. Derudover kan jeg bare mærke en sult for at komme ud på banen igen. Jeg vil hjælpe holdet og jeg vil gerne bevise over for klubben, trænerne og fansene, at det var den rigtige beslutning at hente mig hertil. Nu har jeg forhåbentlig ramt bunden og så kan jeg fokusere på at kigge fremad”.
Selvom det personligt har været en svær start for Max Sauer i HB Køge, så har klubben og forholdene taget den hurtige back med storm:
“Det har været over alt forventning. Træningen er utrolig god, dygtige trænere og i det hele taget en meget professionel klub med gode faciliteter. Jeg havde ikke forventet, at det hele var så professionelt. Forholdene her minder mere om en 2. Bundesliga klub, hvilket jeg er imponeret over. Så jeg er glad for at være i HB Køge”
Max Sauer er således i spil til at kunne få sin debut på hjemmebane, når HB Køge mandag d. 1. november tager imod AC Horsens på Capelli Sport Stadion.