Mie Leth Jans: “En stor opgave venter i Kristianstad DFF”
Fredag d. 18. august indtager det regerende mesterhold endnu engang fodboldscenen, når de står overfor deres sidste testkamp inden den forestående 2023/24-sæson sparkes i gang. Den sidste test udspiller sig i det svenske, hvor HB Køge gæster det svenske tophold fra Kristianstad DFF. I følge HB Køges anfører, Mie Leth Jans, er det en stor opgave, som truppen står overfor i morgen, men samtidig også en opgave, som holdet glæder sig til at prøve kræfter med.
“Vi har en stor opgave foran os i morgen. Kristianstad DFF er et meget etableret hold, som spiller godt og som altid præsterer godt. Vi har at gøre med et meget fysisk stærkt hold, og så er de enormt gode på kontraangreb. Derudover står de også godt defensivt, så der skal vi virkelig bygge på, være knivskarpe og finde hinanden i det offensive. Det bliver uden tvivl en hård kamp, men det er sådanne kampe, som vi virkelig kan lære noget af,” lyder det fra svanernes kaptajn.
Med Champions League-deltagelsen rundt om hjørnet, lægger svanernes anfører således vægt på, at disse Internationale kampe er en vigtig erfaring, men det vigtigste er dog, hvilken følelse holdet går ud fra kampen med.
“Det er selvfølgelig altid en vigtig erfaring at få med disse kampe, og det er også fedt at spille imod andre hold, end dem man er vant til fra ligaen. Men lige nu er det allervigtigste dog, hvilken følelse vi kommer ud fra kampen med, samt at vi er skarpe på, hvad vi kan arbejdere videre på efterfølgende,” siger Mie Leth Jans.
Der har over sommeren været en del udskiftning i truppen, og ifølge Mie Leth Jans er det noget, der kræver tilvænning, hvorfor også testkampene er helt afgørende for holdet. Samtidig er det også en positiv Mie Leth Jans, der ser nogle rigtig gode takter og oplever en god dynamik på holdet.
“Vi er stadig et forholdsvis nyt hold, som stadig lige skal finde hinanden hundrede procent, fordi der er kommet en del nye spillere til. Der er også nogle af spillerne, der har været her i længere tid, som har skulle påtage sig nogle nye roller, og det kræver naturligvis tilvænning det hele, det er klart. Derfor er disse testkampe også enormt vigtige for os, fordi det er her, vi rigtigt får prøvet kræfter med vores spil og setup. Jeg synes dog, at vi er i gang med at få bygget noget rigtigt spændende op, hvor jeg ser nogle gode takter til træning. Dynamikken spiller, og generelt har vi det bare rigtigt godt sammen som hold,” slutter den erfarne kaptajn.
Der er kick-off klokken 18.00 på Kristianstads Fotbollsarena, Arenavägen 8.