shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Mike Jensen inden Nykøbing FC: “Skal vise, vi har lært af vores fejl”

Efter en skuffende præstation i sidste uges opgør mod FC Fredericia er det nu op på hesten igen for HB Køge. Lørdag venter Nykøbing FC på udebane – og for svanerne er det helt store fokus er at komme ovenpå igen efter dét, der har været en hård uge for spillerne.

“Ugen startede tungt. Vi var skuffede, og det sad i os. Både præstationen men også den situation, vi har skruet os selv ned i i forhold til at nå top 6. Men man rejser sig igen og vi må slå tilbage med en god kamp. Der er jo ikke andet, vi kan gøre ved det,” siger Mike Jensen.

Han og holdkammeraterne har brugt efterbehandlingen af kampen mod FC Fredericia til at forberede sig på nogle af de ting, der venter imod Nykøbing FC. Forventningen er nemlig, at de to kampe kommer til at minde om hinanden.

“Vi fik ikke omstillet os til de forhold, der prægede kampen. Det må vi lære af og blive bedre til. Når banerne ikke er snorlige, skal der nogen gange spilles lidt mere primitivt, og det bliver andre facetter af spillet, der kommer i spil. Vi skal være endnu mere koncentrerede og træffe de rigtige beslutninger omkring felterne. Mod Nykøbing bliver det formentlig præcis den samme type kamp, så vi kan hurtigt se, om vi har lært noget,” siger Mike Jensen og understreger:

“Koncentrationen og evnen til at minimere antallet af fejl bliver afgørende. Vi er et ungt hold og har mange unge spillere, så det er forventeligt, at det går lidt i bølger. Men vi må ikke være naive. Vi skal være klar på, at der kommer svære kampe, hvor tingene ikke fungerer og hvor vi må afvige lidt fra vores ønske om at spille os igennem det hele.”

35-årige Mike Jensen løber rundt med anførerbindet om armen, og for ham personligt skaber det ærgrelse, at han og medspillerne tabte kampen mod FC Fredericia på den måde, de gjorde og chancen for at nå med i top 6 dermed nu ligger på et meget lille sted.

“Personligt var jeg skuffet over, at det ikke blev gjort klart nok overfor holdet fra min egen side af, hvad for en kamp det ville blive. Som anfører er det mit job at hjælpe med at formidle de ting, trænerne siger og hjælpe med at budskabet når ind hos truppen. Qua min erfaring fra mange af den her type kampe, så ved jeg, at det handler om at være afklaret og nægte at lade sig kue i duellerne – og der synes jeg, vi manglede noget, som vi er nødt til at finde frem mod Nykøbing,” slutter Mike Jensen.

Der er kick-off på opgøret mod Nykøbing FC lørdag klokken 15.00 på Lollands Bank Park på Falster. Kampen kan følges på Viaplay.