Mike Jensen: “Vi dominerede totalt”
Tirsdagens 4-0-sejr over Nykøbing FC skabte jubel på Capelli Sport Stadion, og spillerne var naturligvis også begejstrede over sejren, der kom i hus efter en flot kamp og en – især i anden halvleg – sprudlende offensiv. Trods sejren og HB Køge-herrernes største sejr på Capelli Sport Stadion i Køge Idrætspark nogensinde, så var der alligevel ærgrelse at spore over, at sejrscifrene var blevet endnu større. Det fortalte anfører Mike Jensen efter kampen.
“Jeg er selvfølgelig tilfreds med vores præstation og med sejren, men jeg står også med en følelse af, at vi er uskarpe. Vi fik i det mindste hul på bylden, men med den indsats vi lægger, og den måde vi spiller på, der skulle det være blevet til meget mere. Men vi kan selvfølgelig ikke været andet end tilfredse med 4-0,” lød det fra anføreren, der også satte lidt ord på den anden halvleg, hvor mængden af store målchancer og antallet af offensive aktioner var allerstørst.
“Jeg synes, at vi leverer på nogle af de principper, vi arbejder på i hverdagen. Nogle af de spilmønstre, opspil og vores bevægelse, og så har vi snakket lidt om at skarpheden har manglet, og det er jo lige før, vi kan stå og sige, at den også manglede i dag. Vi kunne have scoret absurd mange mål. Vi dominerer over hele banen. Både i vores opspil fra vores keeper, og på midten og på den måde vi laver gennembrudsspil på, så der er stor tilfredshed med vores indsats, og den måde vi løber for hinanden og spiller med selvtillid. Det så rigtig godt ud.”
Mike Jensen scorede selv kampens sidste mål da han sikkert udnyttede det straffespark som Jonas Jensen-Abbew fremtvang i tillægstiden. Og han var glad for at score sit første sæsonmål, men kunne han selv vælge, så ville han hellere have scoret på sit glimrende forsøg kort inde i anden halvleg.
“Det er klart, at jeg ville hellere have scoret på min chance tidligere i anden halvleg, for det var på et lidt vigtigere tidspunkt, hvor det stadig kun stod 2-0. Selvom han reddede mit forsøg inde på stregen, så var det ikke fordi det var så stressende. Vi havde mange chancer, og jeg følte, at vi var i fuld kontrol. Vi spiller med en enorm ro og kloghed i vores spil. Men selvfølgelig var det fint at få scoret til sidst. Forløsningen var dog nok målet til 3-0, da Abdul (Arshad, red.) kommer ind og afgør det hele, så vi må også rose dem der kommer ind fra bænken som kommer ind og lukker kampen, og endda kunne have lagt endnu mere på.”
Med sejren har HB Køge nu hentet seks point i de to seneste kampe, og det giver også en tilfredshed i spillertruppen efter en sæsonstart, der rent pointmæssigt kom lidt skuffende fra land.
“Nu ligger vi i den rute, som jeg føler, at vi har lagt for dagen. Både i forhold til pre-season, men også i de første kampe, hvor jeg egentlig synes, at vi spiller ret godt, men desværre ikke får resultaterne. Kampen mod Hillerød var måske vores svageste kamp i sæsonen, men der var vi effektive, og vi havde talt om, at hvis vi kunne blande de to ting – at vi spillede godt og samtidig var effektive – så ville det se godt ud,” slutter Mike Jensen.