shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Mike Jensen: “Vi skal genskabe præstationerne”

Landskampspausen er ovre, og for HB Køges NordicBet Liga-trup betyder det at holdet søndag eftermiddag får besøg af Fredericia hjemme på Capelli Sport Stadion.
I HB Køges seneste kamp fik man i slutminutterne vendt udebaneopgøret mod Fremad Amager fra 1-2 til 3-2. Og den optur og de følelser som den sejr frembragte, sidder stadig i kroppen.
“Ja, det gør den. Det var nærmest lidt irriterende, at landskampspausen kom lige dér, for vi er faktisk inde i noget, der kan ligne en stime. Både pointmæssigt og også spillemæssigt, og den vil vi gerne fortsætte,” fortæller anfører Mike Jensen.
I indeværende uge har øjnene været stift rettet mod søndagens hjemmekamp imod Fredericia, og fokus har netop været på at fortsætte hvor holdet slap inden landskampspausen.
“Fokus bliver at genskabe præstationerne. Det er der, vi er nået til nu. Tidligere var vi meget svingende, og har haft for korte perioder, hvor vi har været gode. Nu er det anderledes, og det er selvfølgelig sjovere. Det, vi har leveret i de sidste tre kampe spillemæssigt og pointmæssigt, har været godt, så det skal vi genfinde,” fortæller Mike Jensen og fortsætter:
“Vi har også fået resultaterne. Selvfølgelig har der været to overtidsscoringer, men jeg synes at vi i kampen mod Fremad Amager – i hvert fald i anden halvleg – er klart styrende. I Vejle var det selvfølgelig lidt anderledes. Der var vi styrende på den måde, at det var en del uden bold, men med defensiv kontrol, og der har vi så marginalerne på vores side og bliver belønnet for indsatsen.”
“I kampen mod Næstved på hjemmebane, der er vi jævnt bedre end dem, og det er også positivt. Der får vi så desværre ikke resultatet. Men det er lidt som om at Vejle-kampen var et skridt op, og dét niveau holdt vi så mod Næstved og Fremad Amager. Vi har været styrende på forskellige måder. Vi har været bedre end modstanderen i nogle svære kampe, og det er positivt for os.”
“Vi skal vinde”
Søndag kl. 13.00 kommer Fredericia på besøg til sæsonens første indbyrdes opgør. Og spørger man Mike Jensen, så er succeskriteriet meget klar.
“Vi skal vinde. Der er simpelt. Hjemme mod Fredericia, der skal vi have tre point,” understreger anføreren og krydser samtidig fingre for at også den spillemæssige præstation kan leve op til niveauet i de seneste kampe.

“Med det sagt er det næsten lige før, at jeg hellere ville vælge at præstationen bliver som i de sidste tre kampe. Og så kan det godt være, at vi på dagen ikke vinder ligesom det skete mod Næstved, men hvis vi fokuserer på præstationen, og vi kan genskabe den, så synes jeg snart, vi har bevist over for alle, at vi er på vej i den rigtige retning og står et godt sted.”

Billet til kampen søndag kan som altid købes på hbkoge.eventii.dk og den giver udover adgang til NordicBet Liga-kampen mod FC Fredericia også adgang til HB Køges Gjensidige Kvindeliga-opgør mod Sundby Boldklub klokken 16.00. Begge kampe spilles på Capelli Sport Stadion.

HB Køge – FC Fredericia
NordicBet Liga, 11. spillerunde

Søndag den 2. oktober kl. 13.00

Capelli Sport Stadion