Min vej til HB Køge: Jafar Arias

Mit navn er Jafar Arias. Jeg er 28 år gammel og jeg kommer fra Holland, men har også rødder i den caribiske ø-nation Curacao.

Det her er min fortællingen om min karriere og hvordan jeg kom til HB Køge.

Starten
Jeg startede med at spille fodbold, da jeg var otte år gammel. Jeg startede på mit lokale hold, AGOVV, der holder til i en lille by, hvor min mor bor lige nu. Apeldoorn, hedder den. Det er en breddeklub, men vi var gode, og vi spillede altid mod gode hold. Da jeg var 12 år gammel, kom jeg to gange på prøve hos Vitesse Arnhem og Go Ahead Eagles, men jeg var ung og voksede meget i den periode, så der var ubalance i min krop, og jeg endte med at blive i AGOVV i et par år.

Da jeg var 16 år gammel var jeg blevet større og balancen i min krop var tilbage. Jeg fik muligheden for at komme på prøvetræning hos FC Groningen, der lå ca. to timers kørsel væk fra min barndomsklub og fra Apeldoorn, hvor jeg boede. Jeg var på prøve i to uger, og de gav mig muligheden for at skifte, så jeg i den følgende sæson skulle spille på klubbens U19-hold. Det var stort.

 

Van Dijk, Depay og Wijnaldum
Jeg flyttede hjemmefra og boede sammen med et par holdkammerater hos en værtsfamilie.

Jeg var kun lige fyldt 16 år og spillede på U19-holdet i FC Groningen. Jeg spillede der i to sæsoner og trænede en del med førsteholdet. Virgil van Dijk spillede også i klubben. Der var også en spiller som Eric Botteghin. En stærk brasiliansk forsvarsspiller som har spillet mange kampe for Feyenoord. Det er nogle af de bedste, jeg har spiller med i min karriere.

Jeg fik min førsteholdsdebut for FC Groningen kort efter min 19 års fødselsdag i en 1-1-kamp på hjemmebane mod PSV, der havde spillere som Depay og Wijnaldum med. Det var et virkelig stærkt hold.

Efter et par år blev jeg rykket op på førsteholdet i Groningen i én sæson. Jeg fik et par kampe hvor jeg blev skiftet ind men var kun i startopstillingen en enkelt gang.

Efter sæsonen havde vi nogle forhandlinger om en ny kontrakt, hvor vi kunne ikke blive enige. Så jeg skiftede til Dordrecht i den næstbedste række, så jeg også kunne få noget mere spilletid. Jeg flyttede og skulle bo for mig selv for første gang. I FC Groningen boede jeg hos en værtsfamilie, men i Dordrecht skulle jeg stå på egne ben. Det var meget nyt for mig.

 

Ups and downs i Dordrecht
I den første sæson i Dordrecht spillede jeg for lidt. I sommerpausen året efter besluttede jeg mig for at ændre mit mind-set. Jeg havde været et stort talent i Groningen, så for at være ærlig, havde jeg spildt jeg mit første år i Dordrecht. Det skulle der ændres på.

I den nye sæson startede jeg rigtig godt, spillede meget og jeg fik scoret nogle mål, men i sæsonens sjette kamp brækkede jeg benet to steder og var efterfølgende ude i lang tid.

Det var en meget kompliceret skade. Jeg var egentlig på vej tilbage efter ni måneder, men en metalplade i benet begyndte at skabe problemer, så jeg måtte opereres igen, så metalpladen kunne tages ud. Derfra gik der yderligere fem måneder før jeg var tilbage. Jeg var ellers stort set aldrig skadet, og jeg havde aldrig muskelskader og den slags, men det her var noget helt andet.

Jeg kom tilbage efter 14 måneders pause. Dordrecht forlængede min kontrakt så jeg havde tid og mulighed til at blive fit igen. De viste mig tillid.

Min tredje og sidste sæson i klubben blev min bedste. Jeg scorede 13 mål og lavede ti assists, og vi kom med i play-off-kampene om oprykning, men røg desværre ud i semifinalen mod Sparta Rotterdam. Men jeg fik vist mit potentiale.

Det var min gennembrudssæson. Der var første gang at jeg spillede 90 minutter i stort set hver kamp og fysisk havde jeg det godt og følte tillid fra træneren.

 

Nabo til Nicklas
På et tidspunkt ringede min tidligere assistenttræner fra FC Groningen, Dick Lukkien, hedder han – Nicklas Pedersen kender ham også fra Groningen – til mig og fortæller, at han havde lagt mærke til min gode sæson i Dordrecht. Han spørger om jeg kunne være interesseret i at skifte til FC Emmen, som spillede i den bedste række.

Selvfølgelig var jeg det. Jeg skrev under på en toårig kontrakt med FC Emmen, og der mødte jeg Nicklas, som også tidligere havde spillet i Groningen. Det var her, vi blev venner og faktisk også naboer. Vi støttede hinanden på og uden for banen.

Nicklas og jeg boede til at starte med i en feriepark små ti minutter fra klubben, fordi vores boliger ikke var klar endnu. Da så boligerne stod klar, blev vi også naboer dér. Det er sjovt at tænke på, nu vi igen er sammen her i HB Køge.

I min første sæson i FC Emmen spillede jeg alle kampe. Personligt havde jeg en god sæson og spillede 34 kampe.

 

Stående ovationer fra 60.000 tilskuere
Den følgende sommer – i 2019 – deltog jeg ved Gold Cup i USA sammen med Curacaos landshold. Det var en stor præstation af en lille ø-nation som Curacao overhovedet at være med. Vi overraskede alle og kom helt frem til kvartfinalen, hvor vi spillede mod USA, der blandt andet havde en spiller som Christian Pulisic, som nu spiller i AC Milan, med.

Vi tabte kvartfinalen 1-0 men fik vist os virkelig godt frem. Da vi gik på banen til kampen var der ingen der kendte os eller regnede os for noget. Men da kampen var slut klappede alle 60.000 tilskuere os af banen, og spillerne fra USA kom også og udtrykte deres respekt for vores præstation.

Vi fik vist os rigtig godt frem den sommer, og da jeg kom tilbage til Emmen havde jeg et møde med træneren, som gav mig to ugers ekstra ferie.

Desværre var noget anderledes, da jeg kom tilbage igen, kunne jeg mærke. Nicklas havde fået en skade i sit knæ og var væk fra klubben. I min første sæson spillede jeg det hele, men da jeg kom tilbage fra ferie havde klubben hentet to nye angribere, som begge fik chancen før mig.

Jeg synes ikke, de spillede vildt godt, og hver gang jeg kom ind, gjorde jeg mit arbejde. Selvom vi kendte hinanden, så var der i den sæson nogle udfordringer mellem træneren og jeg. Det var ikke som før, jeg fik ikke samme tillid længere og så kom corona og turneringen blev stoppet.

 

VV Venlo, Rumænien og Helmond Sport
Senere på foråret henvendte VV Venlo sig og fortalte, at de gerne ville have mig til klubben fra den følgende sæson. Det sagde jeg ja til og skiftede til dem i sommeren 2020. Jeg spillede der i én sæson, hvor vi desværre rykkede ned fra Æresdivisionen, men personligt havde jeg en fin sæson. Jeg spillede 33 kampe og fik scoret nogle mål.

Jeg havde kontraktudløb sommeren efter. Det var i 2021, og jeg forventede, at der ville ske noget i transfervinduet. I slutningen af august kom der en mulighed i Rumænien. Ærligt, så var Rumænien ikke min førsteprioritet, men pengene var rigtig gode. Jeg havde forventet, at der ville dukke noget andet op, men jeg ønskede ikke at være klubløs, så jeg valgte Rumænien.

Jeg spillede hver eneste kamp de første 4-5 måneder, men det er et svært land at være i. De har følelserne ude på tøjet. Da vi kom tilbage fra vinterpausen så var alle 17 udenlandske spillere sat uden for. Så det sidste halve år spillede jeg stort set ikke.

Jeg tog derfor tilbage til Holland, hvor jeg kom til Helmond Sport i den næstbedste række. Det var ret sent i efteråret – oktober 2022 tror jeg – og vi aftalte, at jeg skulle fokusere på at blive 100% fit, inden jeg skulle spille kampe. Kontrakten var kun for et enkelt år, og så kunne vi forlænge når jeg var kommet i form og havde genfundet mit gamle niveau.

Jeg nåede alligevel 24 kampe i løbet af resten af sæsonen, men langt størstedelen var som indskifter.

 

Vejen til HB Køge
Desværre stoppede den tekniske direktør, der havde hentet mig i klubben, og der kom en ny, som ønskede at hente sine egne spillere om sommeren. Så jeg var igen lidt uheldig, synes jeg. Min kontrakt udløb og jeg endte med at stå uden klub i seks måneder indtil Nicklas Pedersen ringede til mig i november sidste år.

Han fortalte at han havde hørt at jeg stod uden klub, og sagde at han kendte mine kvaliteter. Han spurgte om jeg var åben for et skifte til Danmark. Han fortalte at han nu var cheftræner og havde et meget ungt hold, som manglede et par spillere med erfaring.

Vi aftalte, at jeg skulle tænke over det, og en uge eller to senere talte vi sammen igen, og her var mit svar klart: “Ja, lad os gøre det!”

Jeg kendte ikke noget til HB Køge på forhånd, men jeg vidste at Nicklas ville tage mig til en klub med et godt miljø. Jeg vidste, jeg kunne stole på ham. På det her tidspunkt i karrieren har jeg brug for en træner der tror på mig og viser tillid og lader mig spille, så jeg kan blive ‘den gamle Jafar’ igen.

Vi aftalte at jeg skulle komme og træne med i en uges tid efter vinterpausen, så jeg kunne vise, hvor jeg stod fysisk. Efter en uge kom klubben og fortalte, at de ønskede at jeg blev i klubben og gerne ville skrive kontrakt. Forhandlingerne var hurtige og nemme. Jeg skrev under for halvandet år, og nu er jeg her.

 

Giver erfaringerne videre 
Det er første gang, jeg er et sted, hvor holdet er så ungt. Jeg er 28 år nu, og sammen med Mike Jensen er jeg en af de ældste på holdet. Alle andre steder jeg har spillet har 28 år nærmest været gennemsnitsalderen.

Så projektet er nyt for mig, men det er spændende. Holdet mangler erfaring, men jeg kan se kvaliteten hver dag til træning. Det er et meget spændende projekt at være en del af.

Jeg er lidt anderledes end Mike. Han har selvfølgelig meget mere erfaring end jeg har, og det er ham der er anfører og det er ham der taler med spillerne inden kampene. Det er hans opgave og det er han virkelig god til.

Jeg selv prøver at give min erfaring videre på træningsbanen, hvor jeg prøver at give gode råd videre til de unge. Og det er ikke kun til angriberne, jeg prøver også at rådgive forsvarerne. Jeg kan eksempelvis finde på at fortælle dem, hvad angribere af samme type som mig normalt ikke kan lide, at en forsvarsspiller gør. Jeg prøver at hjælpe alle. Forsvarsspillerne, midtbanespillerne og selvfølgelig også angriberne.

 

Råd til Dorgu og råd fra Nicklas
Jeg taler for eksempel rigtig meget med Ifenna Dorgu.

Man kan se at han har et stort talent, men han er stadig meget ung. Han er kun 17 år. Så ham prøver jeg at hjælpe med små detaljer i spillet hele tiden. Jeg er en fysisk spiller, der er god til at holde på bolden og bruge min fysik. Dorgu har også nogle fysiske egenskaber, men i nogle situationer ved han ikke, hvordan han bruger sin fysik bedst. Det kan for eksempel være, hvordan han kan placere sine arme og bruge lårmusklerne til at kunne holde forsvarsspillerne væk. Nogle gange til træning kan jeg finde på at gå hen til ham og sige, “prøv at stå sådan her”, eller “prøv at skubbe lidt til ham lige inden bolden kommer, så du skaber mere plads til dig selv og din førsteberøring.”

Jeg kan se, at han udvikler sig hver dag. Jeg er glad for at kunne hjælpe på den måde, for da jeg selv var ung, fik jeg også hjælp fra de ældre spillere.

Da jeg var ung og skiftede til FC Emmen i Æresdivisionen kan jeg huske, at Nicklas kom til mig og prøvede at give nogle lignende gode råd.

Nicklas havde et godt touch på bolden, og jeg lærte meget af at se på hvordan jeg gjorde i forskellige situationer. Han var aldrig den stærkeste eller den hurtigste, men han var en af de klogeste, og jeg lærte meget af ham.

I dag lærer jeg stadig af ham. Han er hård mod mig, men det skal han være og det har jeg brug for, for selvom jeg er en af de ældste, så kan jeg også stadig lære hver eneste dag.

En anden spiller jeg har lært meget af er en spiller som Tjaronn Chery, der har været anfører i Maccabi Haifa, men som lige nu er udlånt til NEC Nijmegen i Holland.

Han er en rigtig, rigtig dygtig spiller og lige da jeg som 19-årig kom på førsteholdet i Groningen og var meget nervøs, der tog han mig under sine vinger og talte med mig hver dag. Han fortalte at jeg var der af en årsag, og at jeg var der fordi jeg var en god spiller. Han rådgav mig til at spille mit spil og sagde at jeg altid kunne komme til ham. Han er en topprofessionel spiller og et godt menneske.

 

Det handler om at tage ansvar
I HB Køge står vi i de kommende ti kampe over for et spændende kvalifikationsspil. Det minder lidt om min tid i VV Venlo, hvor vi også endte i kampene om at undgå nedrykning.

Når man skal det, så skal alle arbejde sammen og arbejde i den samme retning. Man skal forblive positive og blive ved med at hjælpe hinanden. Det handler ikke kun om de 11 der starter inde, men også om dem, der sidder på bænken. Vi har brug for alle mand og især for at alle er positive.

Det vigtigste i den kommende tid er, at vi vinder nogle kampe, og ikke så meget hvordan vi vinder dem.

Og det er en opgave for blandt andet Mike og jeg, at give vores erfaring videre. Vi har begge prøvet at stå i disse situationer før, hvor der er virkelig meget på spil, men for de unge er det første gang, at de spiller under så stort pres. Så vores job bliver at sikre, at vi forbliver positive og at vi holder hovedet højt – også selvom vi begår fejl.

Alle fodboldspillere laver fejl, men det handler om hvordan man reagerer bagefter. Det er det, det handler om. Vi skal være positive, hjælpe hinanden, løbe for hinanden. Det handler om at tage ansvar, når der er brug for det. Det var dét, jeg kom til HB Køge for at gøre.

Capelli Sport