shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Mød HB Køge og Capelli Sport til Campus+

På fredag kan elever fra alle byens skoler møde HB Køge og Capelli Sport til Campus+ i Lovparken i Køges midtby.
Fra 09.30-12.00 vil klubben og ejervirksomheden bag være til stede med to stande, hvor eleverne kan blive klogere på livet og hverdagen i en professionel fodboldklub. HB Køge vil blandt andre være repræsenteret ved Gjensidige Kvindeliga-spillerne Maria Uhre og Beate Marcussen, mens også maskotten Svante vil være med.

Campus+ er en læringsfestival, der er en del af Køge Festuge. Eventet henvender sig mod elever fra folkeskoler, privatskoler og efterskoler i Køge, Greve, Stevns og Solrød samt 1. og 2. årselever fra CAMPUS Køges egne uddannelser med målet om at inspirere og informere eleverne om lokale virksomheder og deres drift. Det er meningen, at Campus+ skal være med til at gøre eleverne klogere på, hvilken retning de senere hen skal uddanne sig i.

Der forventes at 3000 unge mennesker i alderen 15-25 år vil indtage Køge midtby under Campus+. HB Køge har tidligere været en del af eventet og i klubben er vi glade for igen at have fået muligheden for at deltage som standholder.

“Vi er stolte af, hvor vi kommer fra, og hvis vi kan inspirere nogle unge mennesker til at gå i vores retning rent fagligt med deres uddannelse og jobfremtid vil det være fantastisk. Vi har et internationalt bagland, men vi vil altid prioritere og være interesserede i at have lokale kræfter ansat. Sådan er det nu, og sådan vil det være om 10 år, så det kan sagtens være nogen af vores fremtidige medarbejdere, vi skal ud og møde” siger HB Køge-direktør Per Rud forud for eventet.

Eleverne vil ved HB Køge og Capelli Sports stande på dagen komme ud til forskellige underholdende aktiviteter, der både sætter fødderne og hjernen på overarbejde. Derudover vil der ved aktiviteterne være mulighed for at vinde fribilletter til udvalgte kampe.

Alle HB Køges repræsentanter glæder sig til en sjov, spændende og forhåbentlig inspirerende dag for deltagerne ved Campus+.