shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Morten Karlsen stopper efter gensidig aftale

Morten Karlsen stopper som cheftræner i HB Køge efter gensidig aftale

Morten Karlsen og HB Køge er i fællesskab nået til enighed om at ophæve samarbejdet med omgående virkning.

Morten Karlsens kontrakt med HB Køge udløb oprindeligt næste sommer. Parterne har frem mod afslutningen af efterårssæsonen drøftet mulighederne for en forlængelse af kontrakten.

– Morten Karlsen og jeg har sammen med bestyrelsen den sidste tid drøftet en eventuel forlængelse af samarbejdet fra næste sommer, men da Morten havde et ønske om at prøve noget nyt, tog vi i HB Køge dette til efterretning og fandt frem til, at vi også ønskede at se på alternative cheftrænermuligheder, siger HB Køges adm. direktør Per Rud.

Af hensyn til den nye cheftræners muligheder for at forberede forårssæsonen bedst muligt har parterne derfor i enighed besluttet at ophæve samarbejdet allerede nu.

– Morten Karlsen har først som spiller og senest som cheftræner været central for HB Køge og sat retningen for os. Jeg betragter ham som et af landets mest spændende trænernavne. Han er nysgerrig, tydelig og åben, en moderne leder, fortsætter Per Rud.

– Jeg har været utrolig glad for samarbejdet med HB Køge, men har ønsket at prøve noget nyt efter udløbet af min kontrakt. Jeg har haft en konstruktiv dialog med Per Rud, og vi er i fællesskab nået frem til at ophæve samarbejdet nu, da dette er det bedste for klubben. Jeg ønsker alle i og omkring HB Køge held og lykke fremover, siger Morten Karlsen.

Per Rud håber at kunne præsentere en ny cheftræner i nær fremtid.

Forårssæsonen skydes i gang den 1. marts 2020, hvor HB Køge på udebane møder Vejle Boldklub, der fører NordicBet Ligaen.

For yderligere kommentarer eller spørgsmål henvises HB Køges pressechef Alfred Winther Groth på + 45 2226 8672