Næsten udsolgt efter første træning
Der var solskin, masser af smil og endnu mere fodboldglæde at spore på græsbanerne ved Herfølge Boldklub tirsdag eftermiddag, da næsten 50 drenge mødtes til CS Skills, der er et nystartet koncept, som led i et tæt samarbejde mellem Herfølge Boldklub, Køge Boldklub, Capelli Sport og HB Køge. Fokus er at give de fremmødte spillere yderligere træning i specifikke kompetencer, samt at kunne tilbyde erfaring og sparring fra træningsøvelser, der er prøvet af på internationalt niveau.
Projektet er startet som i et tæt samarbejde mellem HB Køges moderklubber og de lokale foreninger med ambitionen om at løfte glæden og fodboldniveauet for børn på Østsjælland. Det overordnede mål har fra starten været at samarbejde om et produkt, der kan komme alle til glæde, uanset niveau og fodbolderfaring. Bag projektet er blandt andet HB Køges U13-cheftræner, Mathias Stenstrøm, samt Head of Coaching, Steen Knudsen, der har arbejdet tæt sammen med HB Køges moderklubber og Henrik Lehm, Head of Football hos Capelli Sport for at udvikle projektet. I samspil og sparring med trænerkollegaer fra blandt andet Ghana, USA og Danmark for at udvikle CS Skills, et tilbud til U8-U12-spillere i Capelli Sport-klubber i hele verden. I Herfølge Boldklub blev der i sidste uge holdt verdenspremiere på konceptet, da Henrik Lehm var med til at afholde første træningsseance efter uddannelsesmoduler til de assisterende danske trænere. Hurtigt er interessen vokset og allerede ved tredje træningsseance var cirka 50 fodboldglade spillere mødt op.
En af dem var 11-årige Andreas, der til daglig spiller i Køge Boldklub.
“De første to gange har været super sjove. Min mor spurgte, om jeg kunne tænke mig at være med, og det har været super fint. Jeg er allerede blevet bedre til at sparke med venstre ben. Det har været nogle gode træninger, og det er sjovt at træne med andre end dem man plejer. Man møder nogle nye venner og lærer samtidig”.
Med erfaring fra mere end 40 år som træner i dansk og international topfodbold har Henrik Lehm og kollegaerne udviklet CS Skills, der foregår to gange om ugen, tirsdag og torsdag, fra klokken 16.30-18.00 ved Herfølge Boldklub, som et supplement til den normale holdtræning, som spillerne kan få på deres normale hold. Der er fokus på individuelle kompetencer, der udvikles gennem sjove og lærerige øvelser, hvor spillerne kommer tæt på hinanden og samtidig udvikler venskaber på tværs af årgange.
Fra processens start har HB Køges moderklubber været tæt involveret og det har været med til at bevirke en overvældende stor interesse for projektet fra første træningsgang.
Der er fortsat åben for tilmeldinger, men kun i en begrænset periode, da tilmeldingen og opbakningen har været stor.
Hvis du vil høre mere om CS Skills og hvordan man kan tilmelde sig, kan du kontakte Head of Coaching i HB Køge, Steen Knudsen på sk@hbkoge.dk