Næstyngst Premier League-debutants deroute er slut: Matthew Briggs har genfundet sig selv i familien HB Køge

Af: Alfred Winter Groth

Med et slet skævt smil og en smittende ro sætter Matthew Briggs sig i stolen. Der hænger en udansk – i al ordets forstand – aura over ham, som han sidder med sin olivenbrune hud, mørke øjne og i dag helt mørkt hår. I mange uger var krøllerne på toppen afbleget og blonde, men ikke det ellers karseklippede hår på siden af det aflange hoved. Han ligner en, der føler sig godt tilpas og siden han første gang trådte ind af kontordørene i september måned, er han tydeligvis blevet mere hjemme i HB Køge. Det er så bestemt ikke første gang, at han har skulle affinde og finde sig tilpas i en ny klub.

I sin bedste fodboldalder af 28 år har Matthew Briggs allerede optrådt for elleve forskellige klubber med elleve forskellige setups, elleve forskellige administrationer og elleve forskellige trupper. Klubbernes størrelse og anseelse har varieret fra kendte klubnavne som Fulham, Watford og Milwall til mindre berømmede klubber som Colchester United, Chesterfield og Maldon & Tiptree. Alle pryder de et CV, der vidner om en ”moderne fodboldnomade”. Et stort talent, der brød igennem fodboldstjernehimlen i en alder af 16 år, hvor han debuterede i Premier League med et håndtryk med den engelske legende John Terry. Briggs i Fulham, Terry i Chelsea. Siden da har midtstopperen med den æstetiske ro – både på og udenfor banen – oplevet en fodboldderoute, hvor skader og dårlige præstationer har affødt hinanden.

Den smittende ro kommer helt tydeligt fra en mand, der nok i bund og grund er en smule genert. Måske nærmere tilbageholden. I en ung alder har han prøvet kræfter med verdens bedste spillere og har været offer for den engelske tabloidpresse. Prædikatet som den næstyngste Premier League-debutant hærger. Hænger ved. Det har tydeligt sat sine spor i Briggs. Og det er det, der har bragt ham til Danmark:

– De første par måneder har været fantastiske. At komme til Danmark var en ny oplevelse for mig – hvilket var en af de primære grunde til, at jeg tog hertil. Jeg ville prøve noget nyt og få en ny udfordring, hvor jeg kunne udfolde mig igen. Det hele har i den grad levet op til alle mine forventninger,
– Jeg nyder det hele og har fundet tilbage til de rigtige værdier i mit liv, og derved fundet mit gamle niveau. Alle i truppen og staben har budt mig så godt velkommen, hvilket har gjort det hele nemmere,
– Mit kendskab til Danmark var ikke så stort. Selvfølgelig havde jeg hørt om FC København og Brøndby IF – blandt andet fra europæiske kampe. Derudover har jeg kun hørt godt om Danmark og måden at anskue fodbold på. Det virkede til at passe mig godt – samtidig har spillestilen også passet perfekt til mig som en teknisk spiller, siger Matthew Briggs.

En frisk start og enden på nedturen

Kort efter han har sat sig i stolen og kort analyseret omgivelserne for situationens beskaffenhed, føler han sig mere tilpas. Smilet udskiftes med en eftertænksom mine. Han vil gerne dele ud af sig selv og sin historie. En blanding af alvoren i at brande sig selv som fodboldspiller og det at give noget tilbage til de mennesker, der gør en fodboldklubs eksistens mulig kommer af at have været en del af alle professionelle rækker i England. Han ved godt, at man ikke skal tage noget forgivet og intet kommer uden omkostninger. Matthew Briggs har nemlig selv oplevet – og det på egen krop – hvad det betyder, når man siger, at succes koster.

Efter at have været i en række forskellige klubber på forskelligt niveau, havde du så brug for en frisk start og nye øjne til at se på dig?

– Helt sikkert. I England var min karriere i et stykke tid gået nedad og min udvikling var stagneret. I mine yngre år blev jeg skadet en del – særligt i Fulham F.C. – og det påvirkede mig mentalt rigtig meget. Af et par omgange blev jeg lånt ud, og det gik måske ikke helt, som jeg havde håbet. Det betød, at jeg blev noget ramt på selvtilliden. Over en længere periode begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved mig selv og mine evner. Jeg troede ikke på, at jeg kunne noget. Til sidst indså jeg, at jeg havde brug for en frisk start – et eller andet sted. Det vigtigste var at komme væk fra England, få en ny start på tilværelsen som fodboldspiller og få skabt en ny fortælling,
– Indtil videre er det gået så godt. Jeg er begyndt at være en del af landsholdet igen og jeg synes selv, at mine præstationer har været gode. Stille og roligt har jeg genvundet min selvtillid.

Så din selvtillid, selvværd og dit fodboldniveau er steget i takt med hinanden?

– Det har det i den grad. HB Køge har fået det bedste frem i mig. Det er svært at sætte en finger på én ting, der har gjort forskellen.. Inden jeg kom hertil fortalte Per (Rud, red.) mig, at det er en klub, der er som en familie. Det var noget, jeg ræsonnerede godt med, for det lød lidt som tiden i Fulham (F.C., red.). Der var alle tætte med hinanden og kom godt ud af det med hinanden. Det samme her, hvor alle ønsker at få det bedste ud af hinanden, støtte hinanden og løfte hinanden.

Har det levet op til dine forventninger?

– Da Per (Rud, red.) første gang fortalte det med familien var jeg meget interesseret i at høre mere. Det har uden tvivl levet op til alt det, jeg forestillede mig. I nogle klubber har jeg oplevet en alle-mod-alle-mentalitet, hvor alle spiller for sig selv. Men her trækker alle i samme retning og arbejder mod det samme mål,
– Det har som nævnt klart været med til at booste min selvtillid. Hver gang jeg træder ud på banen føler jeg mig selvsikker og har en fornemmelse af, at jeg kan leve op til mit gamle niveau.

Han siger det uden at blinke. Lige så let som at tale om sin nedtur og de mørke perioder, lige så let taler Briggs om sin nyfundne selvtillid og sine egne evner. Han ved godt, hvad han kan og er værd. Man kunne nemt forveksle det med en mangel på passion. Kolleger snakker mere ivrigt om gårsdagens kampe i TV, dem de oplevede på stadion eller hvor god en udskæring, de fik hos svigerforældrene i weekenden. Men det er slet ikke tilfældet. Matthew Briggs er afklaret med sig selv og i løbet af de sidste par måneder er han vokset mere end de 183 centimeter burde redegøre for. Det handler ikke om en mangel på passion, men nærmere et behov for at vise den frem på banen og en gennemsyret professionalisme de fem år i Fulham trods alt har givet med på vejen.

Men næsten endnu vigtigere ved han også – og fremhæver flere gange – at et hold kun er så stærkt som det svageste led. Han kan have selvtillid og erfaring nok til ti mand, men hvis blot én på holdet ikke præstere, er en del af fællesskabet og klar til kamp, betyder det lige vidt. Han har nemlig selv været den holdkammerat, der ikke var helt på bølgelængde med de andre:
– Helt håndgribeligt oplever jeg støtten på holdet det blandt andet ved, at når man gør noget godt, så roser vi hinanden og fortæller hinanden, hvor gode vi som spillere er. Det giver dig selvtillid og man siger til sig selv ”Jeg er god til det her”. Selv hvis du laver en fejl, så er det konstruktiv kritik og vi siger ”Du er bedre end det” – igen tænker man, at ja, man er bedre.

Har du ikke oplevet det andre steder?

– Jo, det har jeg. Men fodbold er et hårdt, konkurrencepræget spil og når det over en længere periode går langsomt nedad, så bliver din mentalitet påvirket.

Tillid og tiltro fremfor skader og dårlig attitude

I HB Køge bliver tilliden og tiltroen fra holdkammeraterne krydret med en tro fra ledelsen på, at Matthew Briggs’ fremtid igen ser lys ud. Startskuddet til det kom efter en afgørende snak med Per Rud, der med fortællingen om familien HB Køge som udgangspunkt, var villig til at give det tidligere kæmpetalent chancen:

– På grund af skader og dårlige præstationer havde jeg i løbet af en årrække rykket ned gennem rækkerne. Jeg mistede mig selv og min attitude blev dårligere og dårligere – sammen med min kærlighed til fodbolden og mit niveau. Jeg vidste, at jeg var bedre end det, jeg leverede. Men takket være Per (Rud, red.) fik jeg chancen for at komme hertil og bevise mig selv på ny. Jeg vil så gerne betale klubben og fansene tilbage for det, de har givet mig,
– Jeg har tidligere spillet i både Premier League og Championship og ved, at jeg kan være god nok til det niveau. Derfor stræber jeg selvfølgelig efter at nå et så højt niveau som muligt. Lige nu handler det om at finde tilbage til mig selv og hjælpe HB Køge så meget, som jeg kan. Men der er ingen tvivl om, at hvis det bliver muligt, vil jeg på et tidspunkt gerne vil forsøge mig på den allerøverste hylde igen.

Landsholdsspilleren 2.0

Kaster man et hurtigt blik ned over Matthew Briggs’ tilværelse som landsholdsspiller vil de fleste nok studse en smule over udvalget og udfaldet af kampene. Som ungt stortalent med hele verden for sine fodboldstøvler, optrådte han for England på U16-, U17-, U19-, U20- og U21-landsholdene. I 2015 debuterede han så for sin mormors fødeland: Det eksotiske Guyana fra Mellemamerika. På det tidspunkt spillede Briggs for Colchester United i den tredjebedste engelske række, League One. Men efter 2-0-sejren i debuten i marts måned mod Grenada skulle der gå fire år, før der igen stod Briggs på ryggen af en guyansk landsholdstrøje.

– I et stykke tid interesserede jeg mig ikke nok for landsholdet og havde brug et break. De mange timers rejse, landsholdets manglende sportslige resultater og det faktum, at det generelt ikke gik godt for min karriere betød, at en ligegyldighed kom over mig, reflekterer den venstrebenede midtstopper,

Efter en periode væk fra Guyanas landshold er du igen en del af landsholdstruppen. Er det et resultat af den øgede selvtillid eller har det været med til at øge din selvtillid?

– Da Gold Cup (regional landsholdsturnering for Caribien, Nord- og Mellemamerika, red.) nærmede sig, kom tanken ”Jeg burde spille international fodbold, det er jeg god nok til” stille og roligt snigende. Jeg kan huske, at jeg ringede til landstræneren og nærmest tiggede for at få lov at komme tilbage – jeg havde jo ligesom afvist ham en håndfuld gange. Men jeg sagde til ham, at jeg var ved at være på vej op, og at hvis han gav mig en chance, ville jeg ikke svigte ham. Det blev startskuddet til at få min selvtillid tilbage. Da jeg så kom til HB Køge fik jeg sulten, kærligheden og passionen for fodbold endeligt tilbage,

Er din bedstemor den primære forbindelse til Guyana? Og har du bibeholdt forbindelsen til landet?

– Hun er født der, men tog til England og fik min mor. På grund af hende kan jeg udleve en ægte drengedrøm og spille landsholdsfodbold, siger Briggs mens han for en af de første gange under samtalen tydeligt viser sine følelser.

En ærekærhed præger stemmen. Øjnene bliver om ikke blanke så i hvert fald skinnende. Snakken om Guyana, hans bedstemor og opdragelsen med en kultur, der ligger bare en anelse fra det, man oplever som barn på Østsjælland er ikke noget, han snakker meget om. Han har så at sige skulle tales varm og det fornemmes, at han er noget mere vævende ved at snakke om dette end sågar sin egen mentalitet, sine nedture og sit mentale helbred. Det her betyder virkelig noget for en mand, der har været nede i en dyb kælder af fortvivlelse og foranlediget sig på den uforbeholdne støtte, kun familien kan give. Et lille smil antydes i krogene og stemmen en kende grødet. For de fleste vil det sikkert være umærkeligt, men efter han uberørt har fortalt om en deroute, langt størstedelen ikke ville kunne håndtere med samme lethed og elegance, er familien det, der rykker noget i den voksne mand. Og som snakken går huskes de ord, han tidligere har sagt om at være en del af en familie i HB Køge.

Ofte er tilfældigheder en afgørende faktor i fodbold og det, der vinder eller taber kampe. Men det er helt tydeligt ingen tilfældig, hvilke ord Briggs har brugt til at beskrive sammenholdet i holdet og truppen.

– Min mor har altid haft Guyanas kultur med i min opdragelse. Ting som maden, måden at være på og så videre er blevet suppleret af den familie, jeg stadig har i landet og har set i løbet af årene. Så på den måde har det været en del af mig fra fødslen.

At tage ”vinder-følelsen” med hjem

Opholdene og turene med landsholdet giver Matthew Briggs en glæde og en værdi i livet, han næppe kan matche andre steder. At ”udleve en drengedrøm” er et afgørende element for at udvikle sig og det giver selvtillid. Det er der ingen tvivl om for hverken Briggs selv eller dem omkring ham. Men – for der er naturligvis et men – hvad opvejer de lange flyveture med dårlig søvn, manglende restitution og ofte mere end et døgns rejsetid?

– Jeg synes klart, at det er det værd. Et nyligt eksempel: Da vi kvalificerede Guyana til CONCACAFs Gold Cup, var det første gang nogensinde, hvilket giver – som nævnt før – en stor mængde selvtillid. Når jeg kommer tilbage fra landsholdet, er jeg altid en stor oplevelse rigere. Det gør mig klogere og hjælper mig med at tage de rigtige beslutninger. Særligt når vi vinder på landsholdet, så kommer jeg retur med en ”vinder-følelse”. Det har også hjulpet i en periode, hvor resultaterne ikke altid er kommet nemt. Nogle gange føles det som om, jeg kan tage ”vinder-følelsen” med tilbage til klubben og på den måde give alle bare et lille boost – det kan nogen gange være nok. Det er selvsagt ikke det, der vinder kampene for os hver gang, men kan det hjælpe holdet blot en håndfuld gange i løbet af sæsonen, gør det godt,
– Når man er i en periode, hvor tingene bare ikke går ens vej og det hele kan være lidt hårdt, så synes jeg klart, det hjælper at komme tilbage fra landsholdet og være mere ovenpå. Det er lidt som om, jeg kan tage heldet med og på den måde få marginalerne med på vores side.

For første gang i lang tid er Matthew Briggs oprigtigt glad og tilfreds for at være der i livet, hvor han er. Tilværelsen som fodboldspiller er igen blevet sjov. Det handler nu mindre om, hvor god han burde være men nærmere om, hvor god han faktisk er. I stedet retter han hver dag fokus mod HB Køge, holdet og dets sammenhold, der er vokset på ham som en familie og visionen om at gøre hele Guyana – og særligt hans mormor – stolt. Men de næste par uger går turen ”hjem” til England, hvor en tiltrængt julepause venter, efter et efterår, som selv opsummere:

– At vi er en del af en familie giver mere selvtillid til alle og gør, at fejlene bliver mindre. Jeg synes, at jeg har haft et rimeligt fast niveau på både landshold og her. Det skyldes i høj grad fællesskabet og troen på tingene. Det er en fornøjelse hver gang at komme tilbage til klubben og kunne gøre noget for dem, der gør så meget for mig, slutter den udanske Matthew Briggs af.