HB Køge-nederlag til landshold ved Dallas Cup
HB Køges U19-mandskab er kommet i gang med turneringen ved Dallas Cup i USA.
Efter et par dage med akklimatisering og jetlag, spillede holdet deres første kamp søndag eftermiddag.
Her blev det til et retfærdigt 0-3-nederlag imod Panamas U20-landshold.
“Vi formåede ikke at tackle de ydre betingelser som vejret, en anderledes bane og deres latinamerikanske spillestil særlig godt. Panama var ikke nødvendigvis bedre spillende end os. Men vi tabte til os selv gennem de fejl vi lavede, og et for svagt udtryk på vores eget hold,” fortæller Head of Coaching Henrik Clausen.
Den efterfølgende kamp mandag aften imod El Salvador var til gengæld markant bedre set med HB Køge-briller.
Foran et talstærkt publikum bragte Svanerne sig foran efter en omstilling, hvor Silas Hald fra lang afstand chippede bolden flot over modstandernes keeper og i netmaskerne. Desværre faldt koncentrationen hos danskerne efterfølgende, og El Salvador fik hurtigt udlignet. Efterfølgende udnyttede de også to dødbolde – et straffespark og et frispark – til at komme på 3-1 som også blev kampens slutresultat. Alligevel var der positive elementer og præstationer at tage med fra kampen for hele HB Køges hold og i særdeleshed Sebastian Larsen, som viste højt niveau på den centrale midtbane, og for Berkant Bayrak, som i målet leverede flere flotte redninger og snuppede et straffespark.
Den gode danske præstation imod El Salvador blev overværet af Capelli Sport og HB Køges amerikanske ejer George Altirs, der så med fra danskernes bænk. Han kunne i øvrigt se HB Køges Ronald Arevalo, der pt. er udlejet til den finske klub OTP, repræsentere El Salvador U19 på flot vis i opgøret.
HB Køge stillede til kampen med fire spillere fra årgang 2005 og tre spillere fra årgang 2006 i startopstillingen, selvom de ifølge reglerne kunne stille med spillere født helt op til årgang 2003. Adskillige 16- og 17-årige danske drenge spillede altså godt op mod de absolut bedste 19-årige fra de to latinamerikanske nationer.
“Generelt bliver spillerne matchet på et højt niveau, hvilket er fremragende for deres udvikling. Men vi har skullet vænne os til nogle ting. Det være sig ekstremt mange spilafbrydelser og en anderledes fodboldboldstil, hvor film, tidsudtræk og lignende elementer er en helt anden fast bestanddel af spillet end hjemme i trygge Danmark,” fortæller Henrik Clausen.
HB Køge kan stadig nå “at lave en Danmark anno 1992′” som han forklarer det. Videre kvalifikation fra gruppen er nemlig stadig muligt trods de to indledende nederlag. Det kræver dog sejr over den mexicanske storklub CF Monterrey, som selv kan nøjes med uafgjort og stadig gå videre fra gruppen.
Kampen mod Monterrey spilles onsdag klokken 12.00 lokal tid (19.00 dansk tid).