Ni spillere udtaget til landsholdsfodbold
Hele ni spillere fra HB Køge er blevet udtaget til landsholdsfodbold i den kommende landskampstermin.
Fra førsteholdstruppen er Yujie Zhao udtaget til det kinesiske A-landshold, der skal på træningslejr i Spanien. Samtidig skal Daisy Cleverley hjem på den anden side af jordkloden, hvor hun og landsholdskollegaerne fra New Zealand spiller tre testkampe i hjemlandet som en del af deres forberedelser til sommerens VM-slutrunde, landet er medværter for.
Derudover har en dansk trio fundet vej til det nyudtagne danske U23-landshold, der skal spille to kampe imod Finland. Det drejer sig om Selma Svendsen, Emma Færge og Cecilie Fløe. Selma Svendsen har tidligere spillet tolv ungdomslandskampe, Emma Færge står noteret for 35 ungdomslandskampe og en enkelt A-landskamp, mens Cecilie Fløe tidligere har spillet syv ungdomslandskampe og en enkelt A-landskamp.
De tre danske HB Køge-profiler er dog ikke de eneste, der skal ud og spille U23-landsholdsfodbold. Forsvarsspilleren Andrea Norheim er nemlig blevet udtaget til det norske U23-landshold, der drager til Portugal for at møde selvsamme nation i en testkamp.
Også keeper Alberte Vingum skal ud og repræsentere Danmark. Hun er nemlig udtaget til U19-landsholdets forestående træningslejr i Spanien, hvor der venter testkampe mod Frankrig og Italien. Alberte Vingum har tidligere spillet 22 ungdomslandskampe i alt.
Slutteligt drager HB Køges U18-spillere Emilie Møller og Emilie Juul i slutningen af måneden med det danske U17-landshold til Holland, hvor der venter to testkampe. Emilie Juul står noteret for syv ungdomslandskampe mens Emilie Møller kan få debut i landsholdstrøjen, hvis hun kommer i aktion på turen.
Landsholdsudtagelserne betyder samtidig, at spillerne i perioden ikke står til rådighed for Søren Randa-Boldts hold, der er i gang med forberedelserne til den forestående Gjensidige Kvindeliga-forårssæson. Spillerne når dog hjem så de kan deltage i holdets planlagte træningslejr i Spanien i slutningen af måneden.
HB Køge-spillere i potentiel landsholdsaktion:
Yujie Zhao – Kina:
16. februar: Sverige – Kina
22. februar: Irland – Kina
Daisy Cleverley – New Zealand:
17. februar: New Zealand – Portugal
20. februar: New Zealand – Argentina
23. februar: New Zealand – Argentina
Selma Svendsen, Emma Færge, Cecilie Fløe – Danmark U23:
18. februar: Finland – Danmark
21. februar: Finland – Danmark
Andrea Norheim – Norge U23:
21. februar: Portugal – Norge
Alberte Vingum – Danmark U19:
16. februar: Frankrig – Danmark
21. februar: Italien – Danmark
Emilie Juul, Emilie Møller – Danmark U17:
25. februar: Holland – Danmark
28. februar: Holland – Danmark