Nicklas P. efter Belt Cup: “Vi har fået mange gode ting ud af det”
HB Køge sluttede søndag formiddag sommerens træningslejr af med en 1-0-sejr over tyske SV Eichede ved Belt Cup. Turneringen og de i alt tre kampe undervejs var første mulighed for cheftræner Nicklas Pedersen til at se sit hold i kamp, og efter turneringen var det en positiv cheftræner, der evalurede på HB Køges udbytte af træningsturneringen.
“Vi har fået mange gode ting ud af det. Vi er blevet lidt klarere på vores spillestil både på og uden bold, og så har vi haft mulighed for at gå lidt dybere ned i nogle af de faser, som vi ikke har nået at arbejde med inden turneringen. Og jeg synes også, at man kunne se det i kampene både lørdag og søndag, at vi i gennembrudsspillet så lidt mere afklarede og skarpere ud. Vores pres har siddet godt, og nu skal vi så til at arbejde med det lave forsvarsspil, så det også kommer til at sidde i skabet, så vi ved hvornår overgangen går fra at vi er færdige med at presse og til vi falder ned og forsvarer. Drengene har opført sig pænt, har været gode for hinanden og har været positive, så det har været en god tur også socialt”.
“Står vi hvor du havde håbet på?”
“Det gør vi, men det er klart, at der også lige er nogle spillere, som vi skal have klar før vi er fuldtallige og kan være i helt stærkeste opstilling. Men bortset fra de par stykker som er skadet (Joachim Rothmann og Sebastian Larsen, red.) eller syge (Jubril Adedeji, red.), så synes jeg, at vi er begyndt at se skarpe ud og begyndt at se ud som et hold, og aftalerne begynder også at sidde i skabet. Det har vi stadig et par uger til at finpudse, så vi er helt klar mod Hillerød,” siger HB Køgetræneren.
HB Køge har som led i klubbens nye strategi rykket en del af klubbens unge spillere op i førsteholdstruppen, og deltagelse i Belt Cup har givet trænerteamet nogle brugbare svar vedrørende de unge spillere.
“Vi har fundet ud af at der er nogle af de unge, der er helt klar til at spille 1. Division, og så er der også nogle af dem, der lige skal bruge lidt tid. Og det er jo helt naturligt når de kun er 16-17 år. Vi har fået nogle gode svar, og er også lidt positivt overraskede over, at der er nogle af de unge, der har taget så store skridt allerede”.
Sæsonpremieren nærmer sig
Forude venter yderligere to ugers træning inden NordicBet Ligaen sparkes i gang fredag den 21. juli kl. 19.00 på udebane mod Hillerød. Inden sæsonpremieren venter også yderligere en enkelt træningskamp som spilles på lørdag den 15. juli på Capelli Sport Stadion, hvor FC Roskilde kommer på besøg kl. 12.00. Og i den kamp håber Nicklas Pedersen at se at overgangene i de forskellige faser i spillet sidder endnu skarpere, således at man også i de kommende to uger tager yderligere skridt i implementeringen af spillestilen frem mod sæsonpremieren.
“Jeg håber at overgangene i spillet sidder lidt skarpere, f.eks. hvornår vi går fra opbygningsspil til gennembrudsspil, så vi kan komme i endnu bedre positioner, og der kommer lidt bedre timing i det. Og selvfølgelig også overgangen fra højt pres til forsvarsspil, som jeg talte om før. Det er ikke noget vi har arbejdet så meget med endnu, så det er helt naturligt, at det ikke sidder i skabet endnu, men det skal nok komme”.