Nicklas Pedersen: Alle fejlede

Cheftræner Nicklas Pedersen sagde følgende efter 7-1-nederlaget mod B.93 på Østerbro Stadion fredag aften:

“Den gør ondt. Jeg har sagt til drengene, at vi alle har fejlet. Det er hele vejen igennem. Det er spillerne, men det er i høj grad også os på bænken. Jeg havde tydeligvis ikke fundet frem til den rigtige startopstilling, for det var ikke godt det vi fik lavet. Vi prøvede at ændre det undervejs, men det blev det ikke bedre af. Generelt synes jeg, der var noget med løbene og det vi investerede, som ikke var ordentligt. De løb forbi os og det lignede, de løb hurtigere end os. Det skal vi hjem og have kigget på – hvordan det kan ske og endda i så voldsom grad.”

“Generelt var vores forsvarsspil i feltet ikke godt nok. Vi har arbejdet med det gennem hele sæsonen, fordi det ikke har været godt nok. Men en dag som i dag virkede det jo ikke som om, det var blevet bedre. Jeg synes ellers, det har været bedre i nogle af kampene den seneste tid, men det var det godt nok ikke i dag.”

“På bolden gjorde vi det faktisk okay i den første halve time, men derfra var det ikke godt nok. Kvaliteten manglede derefter i de afgørende situationer, og derfra straffede de os gang på gang i løbet af den sidste time.”

Det var anden gang i sæsonen, B.93 vandt med de voldsomme cifre over HB Køge.

“Det er nogle voldsomme resultater og det er ydmygende for os. De har nogle gode spillere, og når vores pres ikke sidder, som det skal, løber de hen over os. Sidst vi mødte dem, lykkedes vi med presset og der var det os, der straffede dem på samme måde. Det var det, der var vores plan at gøre igen i dag, men vi må erkende, det ikke lykkedes.”

“Det er for dårligt og mange af målene er børnefejl, hvor vi kke dækker færdigt. I det første nederlag mod dem, var det nogle andre ting, der gik galt. Dem fik vi rettet og løst til sidste gang, vi mødte dem. I dag spillede de over os, og så var de hurtigst til at komme med spillere i støtte og så vandt vi ikke nok af vores dueller.”

Om fremtidsperspektiverne og de vigtige, kommende kampe siger cheftræneren:

“Vi har haft udfald før og er kommet ovenpå igen. Vi havde hverken troet eller håbet, det kunne blive på den her måde en gang til, så det gør ondt på os. Men vi må videre – og spillerne er stolte, så jeg er sikker på, de ikke vil have det her siddende på sig. Nu har vi god, lang tid til at komme ovenpå, få efterbehandlet den her kamp på alle leder og kanter, og så skal vi hjem og slå FC Helsingør i den næste kamp. Det hele er stadig i vores egne hænder, så nu skal vi vise, at vi er stærke nok til at rejse os.”

 

 

Capelli Sport