shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Nicklas Pedersen: Irriterende mål at indkassere

HB Køge måtte fredag aften drage hjem fra DS Arena og Hobro med et nederlag på 2-1 efter en tæt kamp. Svanerne fik ellers en forrygende start på opgøret, da Erkan Semovski efter bare tre minutters spil bankede dem på 1-0 efter et hurtigt igangsat frispark. Men ligeså hurtigt HB Køge agerede i den situation, lige så hurtigt fik Hobro svaret igen og udlignet. Lidt længere inde i første halvleg scorede hjemmeholdet så også det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet og efter kampens afslutning var det da også mest af alt de to Hobro-scoringer, der fyldte for cheftræner Nicklas Pedersen.

“Det første mål mindede meget om et vi indkasserede mod Næstved. Vi havde bolden nede i hjørnet, lavede en dårlig clearing og så scorede de efter den. Det er selvfølgelig irriterende, når det er noget, vi har addresseret i løbet af ugen. Det andet mål er en andenbold, vi taber i en dum position, hvorefter vi begår straffespark. Andenboldene og hvordan vi skal behandle dem er også noget, vi har addresseret inden kampen, så det er irriterende. Det skal blive bedre,” sagde Nicklas Pedersen efter kampen.

Det første opgør mellem de to hold tilbage i august måned endte også med en sejr til Hobro. Dengang lød cifrene på 0-2 på Capelli Sport Stadion og Nicklas Pedersen føler, at flere af de samme ting gik galt i begge opgør.

“Det er lidt samme historie, som da vi mødte dem første gang. Da syntes jeg, vi spillede en rigtig god kamp, men vi gik i stå, når vi nåede op til deres felt. Det synes jeg også vi gjorde i dag – og så var vi ikke engang lige så gode på bolden i dag, som vi var i det første opgør. De er dygtige til at forsvare sig, især når de kan stå lavt. Så det er først og fremmest, når man kan fange dem ude af balance og i omstillinger, at man har sine chancer. Det sidst lykkedes vi jo også med en enkelt gang i dag. Desværre fik de så bare scoret på et par af vores fejl i den anden ende og det er frustrerende. For vi var ikke gode nok til at nedbryde dem, når de først fik lov at komme på plads defensivt,” siger han og glæder sig samtidig over, at han nu kan se frem til at få flere mand tilbage fra karantæner og skader til næste uges opgør mod AC Horsens.

“Vi manglede noget rutine, og det var da måske også en af grundene til, at vi dummede os lidt. Men når det er sagt, synes jeg at eksempelvis Lukas Schmidt, som spillede sin første ligakamp fra start, gjorde det rigtig fint. Men sådan en som Mike kunne vi selvfølgelig godt have brugt i dag, det er klart. Vi glæder os til, han kan være med igen og krydser fingre for at det allerede kan være i vores næste kamp.”

Også Sebastian Larsen og Casper Gedsted, der begge afsonede karantæne under opgøret mod Hobro, ventes tilbage i truppen til næste uges opgør.