Nicklas Pedersen: Stolt over måden vi kommer tilbage på
HB Køge-cheftræner Nicklas Pedersen var en glad mand efter dagens 3-3-kamp i Næstved. Ikke så meget grundet resultatet og det ene point – mere grundet måden det blev sikret på.
“Jeg er rigtig stolt over den måde, vi kommer tilbage i kampen på. I anden halvleg begynder vi at spille, som vi gerne vil, ligne os selv, få lidt selvtillid og spille hurtigere. Vi spiller os ud af deres pres og så synes jeg, det vidner om stor karakter i den unge gruppe af spillere, vi arbejder med, at de kan komme tilbage på sådan en svær udebane, efter en stor dukkert i starten af anden halvleg med Næstveds 3-1-mål. Så jeg er rigtig stolt over drengene i dag,” sagde Nicklas Pedersen og uddybede om kampen.
“Jeg synes det er en uafgjort kamp. De er bedre end os i første halvleg, hvor vi ikke får sat spillet ordentligt og ender med at sparke for mange lange bolde. Men igen må jeg sige, at efter 3-1-målet til dem i starten af anden halvleg er jeg virkelig glad for at vi kommer tilbage igen. Det er vigtigt med det her point. Alle point vi kan få i den her periode, hvor vi er lidt skadesramte på nogle af vores bærende spillere, så skal vi bare tage og være glade for.”
3-3-målet blev sat ind af Ifenna Dorgu, der netop er fyldt 17 år. En spiller, som Nicklas Pedersen de seneste år har arbejdet tæt sammen med på klubbens U17-hold – og derfor varmede scoringen fra lærlingen lidt ekstra hos den tidligere landsholdsangriber.
“Det gør mig stolt og rigtig glad på hans vegne, at han lykkedes med det her i dag. Det er en spiller jeg har arbejdet med i flere år nu og han har været topscorer på mine U17-hold begge de seneste år. Så det gør mig personligt ekstra glad, fordi der ligger så meget historik og arbejde bag det mål,” forklarer cheftræneren.
Allerede på torsdag skal holdet igen i aktion, når en udekamp i 2. runde af Oddset Pokalen venter imod Danmarksserieholdet Ringsted. Kampen spilles på Ringsted Stadion, hvor der er kick-off klokken 17.00.