shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Nicklas Pedersen: Tager glæden med til Hobro

Ovenpå søndagens dramatiske 3-2-sejr over rivalerne fra Næstved gæster HB Køge fredag DS Arena og et solidt Hobro-hold, der har høstet masser af point indtil videre i denne sæson takket være især en stærk defensiv. Faktisk er det kun NordicBet Ligaens førerhold AaB, der har lukket færre mål ind end Hobro i rækken. Men HB Køge-cheftræner Nicklas Pedersen er optimistisk overfor chancerne for alligevel at få scoret og tage point med fra opgøret – både af spillemæssige og mentale grunde.

“Vi prøver at tage glæden med til Hobro. Vi har en tro på, at vi kan vinde – det har vi altid. Men at vi vandt mod Næstved betyder ikke, at vi kan blæse Hobro ud af banen. De har et virkelig stærkt hold og især defensivt står de godt. Jeg tror på, at vi kan spille os forbi dem, hvis vi ikke lader os kyse. Det synes jeg egentlig også vi gjorde i sæsonens første kamp mod dem, men der var de bare meget skarpere end os i felterne,” siger Nicklas Pedersen.

Cheftrænereren forventer et svært opgør, men det mentale overskud sejren mod Næstved har givet, håber han kan bruges til at sætte en positive stime af resultater sammen.

“I omklædningsrummet inden kampen snakkede vi om ’emotionel stability’. At vi ikke måtte lade os slå ud af kurs, selvom vi skulle opleve modgang. Det kan godt være, at det hele ikke var emotionelt stabilt imod Næstved, men vi lod os i hvert fald ikke slå ud af kurs og vi blev ved med at tro på, at vi kunne vinde. Der er rigtigt meget mental styrke, selvom vi er et ungt hold. Vi kom også tilbage imod Vendsyssel og i det første opgør mod Næstved. Det må jeg bare rose spillerne for. De har noget ekstra og viser stor modenhed trods den meget unge alder hos mange af dem,” siger Nicklas Pedersen.

Taktiske udviklinger
Således det mentale. Så er der det taktiske.

Hidtil i sæsonen har cheftræneren ofte udtrykt stor tilfredshed omkring sit holds evner i det indledende opbyggende spil – fase 1 og 2, som han selv kalder det med fodboldfagsprog – mens det har haltet mere, når holdet er kommet frem til at skulle afslutte angrebene – spillet i fase 3 og 4. Men mod Næstved oplevede han det for første gang i sæsonen omvendt, efter holdet på træningsbanen det seneste lange stykke tid har arbejdet intensivt på netop at blive farligere rent offensivt.

“Mod Næstved var ikke lige så gode til at spille os ud af modstandernes pres, som vi plejer. Men i den sidste fase gjorde vi det godt. Vi er blevet bedre til at spille lidt mere direkte og hurtigere få os frem til mellemrummene og muligheden for at blive farligere. Det er okay at spille lidt længere en gang imellem. Det var vi gode til især i den sidste halve time i søndags. Det er ikke vores førsteprioritet at spille så direkte, men modstanderne forsøger jo også altid at forstyrre ens planer og tvinge en til at fravige dem. Derfor er det vigtigt, at vi er begyndt at finde andre løsninger og på den måde kan knække modstanderne,” forklarer Nicklas Pedersen inden han igen retter fokus mod opgaven i Hobro:

“Hobro presede ikke så højt på os sidst, men det kan jo være det ændrer sig, nu hvor de skal spille på hjemmebane. Det kan, skal og vil vi gerne spille os ud af hvis de gør, men det er rart at vide, at vi også kan spille mere direkte og komme ud af det på den måde, hvis de går aggressivt frem på os. Ellers spiller vi som vi plejer. Vi ligger 3’er målt på boldbesiddelse i rækken, så det ved vi, vi er gode til. Kan vi få det kombineret med at lykkes med at få vores mellemrumsspillere på bolden og retvendt, så ser det godt ud.”

Tre mand fraværende

Imod Næstved sad Janus Seehusen ude med en mindre skade, mens Efe Bayrak og Nemanja Cavnic afsonede karantæne. I deres sted spillede blandt andre Casper Gedsted og Silas Hald.
Imod Hobro IK er det så Jubril Adedeji, Sebastian Larsen og Casper Gedsted, der må afsone karantænedage, men med Næstved-kampen og præstationerne fra afløserne i frisk erindring er Nicklas Pedersen fortrøstningsfuld.

“Mod Næstved gik Silas ind og spillede godt og modent. Gedsted kom ind og arbejdede røven ud af bukserne. Han blev endda kåret som man of the match, selvom det var hans første start i ligaen i et halvt år. Det fortæller noget om, at vi har flere strenge at spille på nu, end vi havde i starten af sæsonen, hvor vi døjede med mange skader, men hvor holdet generelt også manglede seniorerfaring. Vi har hele tiden sagt, at de unge drenge vil være markant bedre i slutningen af sæsonen end de var i starten og det synes jeg allerede vi begynder at kunne se. Selvfølgelig ville vi hellere have haft Jubril, Sebastian og Casper med til Hobro, men jeg har stor tillid til, at deres afløsere kommer til at levere varen,” slutter Nicklas Pedersen.

Der er kick-off på DS Arena i Hobro fredag klokken 19.00. Kampen kan følges på Viaplay og på holdets Instagram- og Facebook-profil.