shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

NTG Nordic forlænger hovedsponsorat i HB Køge

NTG Nordic har de seneste 2,5 år været hovedsponsor i HB Køge. Nu forlænges og udvides samarbejdet for yderligere to år. NTG Nordic fortsætter således som hovedsponsor, ligesom transportvirksomhedens logo fortsat vil pryde HB Køges spillertrøjer.

Som led i den nye aftale vil HB Køges eliteungdomshold på herresiden ligeledes spille med NTG Nordics logo på trøjerne. Det gælder på alle årgange fra U13 til U19.

“Vi har haft et rigtig godt samarbejde med NTG Nordic, og vi er meget glade for, de har valgt at fortsætte som hovedsponsor i endnu en periode. Der er igen tale om en rigtig stærk aftale, og NTG Nordic sætter virkelig en streg under, at de er en af HB Køges absolut største og loyale partnere. I en tid som denne betyder det virkelig meget, at vi har styr over hovedsponsoratet for de kommende år”, fortæller HB Køges direktør Per Rud.

“Vi er glade for samarbejdet med HB Køge, der er en stor aktør i det lokale og regionale sports- og erhvervsliv, hvor de bidrager til et stærkt fælleskab. HB Køge har en stor talentafdeling, hvor der udføres et stort arbejde med at uddanne talentfulde fodboldspillere, og det arbejde vil vi selvfølgelig gerne støtte op om. Derudover er vi glade for at kunne støtte op lokalt i en svær tid og være med på rejsen i Køge Idrætspark, hvor mange spændende ting er i gang i øjeblikket. Vi anser HB Køge og NETVÆRKET for et godt sted for at være for NTG Nordic, udtaler Kenneth Sørensen, der er CEO for NTG Nordic i Køge og Michael Larsen, der er CEO for hele NTG-koncernen, samstemmende.

NTG Nordic A/S har mere end 70 ansatte og har base på Truckvej i Skandinavisk Transport Center i Køge. Virksomheden har specialiseret sig i skræddersyet landevejstransport til og fra hele Norden og Baltikum. NTG Nordic A/S er en del af det børsnoterede selskab Nordic Transport Group der har hovedsæde i Hvidovre, og som med mere end 60 selskaber og mere end 1.500 ansatte over hele verden tilbyder alt inden for vejtransport, luftfragt, søfart, projekttransport og lagerhotel.