Ny HB-Køge spiller scorer syv mål i debut
HB Køges seneste signing Hannah Adler fik debut for HB Køges andethold i Kvindeserie Øst, og det blev til noget af en debut for den unge amerikaner. Hun scorede syv mål og lavede en assist i en kamp, der endte 13-0 mod Roskilde Pigefodbold. Den tekniske offensivspiller sagde efter kampen:
“Det føltes virkelig godt at få nogle minutter i benene. Jeg var spændt op til den her kamp og glædede mig til at komme i aktion i en betydende kamp, også selvom det ikke var for førsteholdet. Helt ærligt – så håbede jeg på forhånd at score bare et enkelt mål. Jeg ville virkelig gerne bevise mig, men jeg havde ikke lige regnet med at score syv mål”, sagde Hannah Adler med et stort smil om sine syv mål.
Hannah Adler kom for nyligt til klubben på en kontrakt, der gælder året ud. En offensivspiller med god teknik og et godt blik for spillet. Om sin egen præstation sagde Hannah Adler:
“Jeg havde bestemt en god kamp og kunne bare mærke, at jeg var flyvende. Men jeg var bare glad for at komme i aktion og fokuserede på at arbejde hårdt. Derudover ville jeg gerne hjælpe de andre på holdet mest muligt, så jeg prøvede at gøre mit bedste og gøre de andre så gode som mulige”.
Hannah Adler har kun roser til overs for sin start i klubben:
“Jeg er bare klar til at gøre mit bedste til træning og kamp. Jeg er utrolig glad for at være blevet en del af holdet, og det har allerede været en stor oplevelse for mig at komme til HB Køge. Klubben er super professionel, holdet har taget godt imod mig, og det er nogle dygtige trænere. Så jeg er glad for at være blevet en del af klubben, og jeg vil gøre mit for, at vi genvinder det danske mesterskab”.