Ny podcast med HB Køge i luften
Så er det frem med hørebøfferne! Hvis du som HB Køge-tilhænger har savnet en podcast om klubben, så er der nu lyd for enden af tunnellen.
HB Køge har indgået et samarbejde med Køge.tv & podcast, der betyder, at der med jævne mellemrum vil være masser af spændende historier, interviews og analyser at både se og høre om den lokale klub fremover!
Frem mod alle klubbens forestående hjemmekampe i Gjensidige Kvindeliga og NordicBet Liga er det meningen, at Køge.tv & podcast vil udgive en podcast som desuden også udkommer med levende billeder som videopodcast. Her vil både forestående og seneste kampe blive behandlet, ligesom der jævnligt vil være specifikke HB Køge-temaer på menuen – det kunne eksempelvis være specials om den lokale talentudvikling, den forestående udbyggelse af Capelli Sport Stadion eller en transferspecial om en nytilkommen spiller.
Første afsnit om HB Køge er allerede udkommet. Her kigger direktør Per Rud frem mod weekendens forestående ‘dobbeltkamp’ på Capelli Sport Stadion, hvor FC Thy-Thisted Q gæster HB Køge i Gjensidige Kvindeliga inden Næstved Boldklub venter for HB Køges NordicBet Ligahold senere på eftermiddagen. Per Rud forholder sig desuden til Kvindeliga-holdets start på sæsonen, der har budt på ærgerlige exits i både UEFA Women’s Champions League og Gjensidige KvindePokalen, hvorefter herreholdets cheftræner Nicklas Pedersen ser frem mod søndagens rivalopgør mod Næstved og mindes nogle af de rivalopgør, han selv var en del af i sin udlandskarriere.
Den første udsendelse finder du som videopodcast her.
Hvis du hellere vil høre udsendelsen som podcast kan du finde den i din podcastapp fra Spotify, Apple eller Speaker.
For at finde kanalen søger du blot på “køge” i din app, finder Køge.tv & podcast-kanalen og så er podcasten ellers klar til at blive afspillet. Hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af vores udsendelser anbefaler vi, at du abonnerer på kanalen. På den måde får du også en masse andre interessante interviews og historier fra Køge og omegn ind i dit feed.
Køge.tv & podcast er i år genopstået efter nogle år i dvale. Tidligere var mediet blot kendt som Køge.tv, men med stifter Nils Gisli i spidsen er det altså nu igen på vingerne med øget fokus på lydmediet og de gode historier fra lokalområdet. Alle udgivelser vil fremover kunne findes på hjemmesiden koege.tv og i dit podcastfeed, ligesom HB Køge naturligvis vil dele podcasts om klubben løbende på relevante sociale medie-profiler.
Podcasten er skabt med hjælp fra HB Køge og Køge.tv & Podcasts fælles sponsorer Skousen og BDO.