Nyt ansigt i HB Køge
Der er helt bogstaveligt mange bolde i luften i hverdagen i HB Køge. De skal alle tæmmes, helst sendes videre med en følt inderside og til sidst skubbes over målstregen. Nu får 38-årige Casper Jensen den betroede opgave at sikre, at ingen bolde går tabt.
”Vi har en hektisk hverdag med to ambitiøse fodboldsatsninger hos både kvinder og herrer samt en masse andre aktiviteter inden for kampafvikling, salg og marketing. Vi har været på udkig efter en profil, der kan binde det hele sammen i en travl hverdag på tværs af organisationen, og ham har vi nu fundet i Casper Jensen,” siger HB Køges direktør Per Rud om nyansættelsen.
Casper Jensen får titel af COO, hvilket svarer til administrationschef. Han kommer fra en stilling i fodboldklubben AB, hvor han har haft ansvaret for kommunikation, marketing og administration.
”Jeg har en bred erfaring efter mange år i fodboldens verden og ser frem til at møde alle mine nye kolleger. Hele projektet i HB Køge med de mange muligheder tiltaler mig meget, og jeg glæder mig til at være med til at sætte retningen sammen med alle de andre i organisationen, sådan at vi kan vinde både på og uden for banen,” siger Casper Jensen, der har første arbejdsdag i HB Køge den 1. september.
Anders Bay siger farvel
Med ansættelsen af Casper Jensen lukker HB Køge en række af de huller, der opstår, når Anders Bay siger farvel med udgangen af september måned.
” Anders trak mig til side før sommerferien og fortalte, at han havde nogle nye muligheder, han gerne ville forfølge. Anders har drevet en række af vores store projekter, og man kan ikke sige stadionudviklingen uden også at sige hans navn. Professionelt og menneskeligt har han sat sit aftryk hos alle i organisationen. Vi ønsker ham alt det bedste,” siger Per Rud.
” Jeg har en hvileløs side, og det er den, der gør, at jeg nu siger farvel til mange mennesker, som jeg ellers holder meget af. Jeg er sikker på, at HB Køge nok skal finde sin rolle i dansk fodbold. Tak til alle – fra kollegaer over trænere til frivillige og de lokale virksomheder – for altid at sætte HB Køge forrest. Det har været fire skønne år,” siger Anders Bay.