Nyt fra spillertruppen
HBKoge.dk giver dig herunder en kort status på nogle af de spillere, der af forskellige årsager ikke var med i onsdagens hjemmekamp mod FC Fredericia.
Nicholas Marfelt
Venstrebacken, der i sommerpausen kom til HB Køge fra SønderjyskE, og som få dage senere beskadigede knæet, har i sidste uge gennemgået en vellykket operation.
Marfelt har så småt påbegyndt genoptræningen, men der går måneder, før han er klar til igen at kæmpe med på træningsbanen.
Eddi Gomes
HB Køge-kaptajnen er på vej tilbage efter en skade i baglåret. En skade der opstod mod slutningen af træningslejren i september måned.
Der er dog lys forude, og Gomes’ arbejder hårdt på at ramme den form der skal til, for at kunne kæmpe med om pladserne i kamptruppen. Gomes har i de sidste par uger været på træningsbanen igen.
Casper Hauervig
HB Køges reservekeeper Casper Hauervig døjer med en mindre lårskade, derfor har HB Køges talentfulde U19-keeper Marius Kruse været reserve for Oskar Snorre i de sidste kampe.
Effiong Nsungusi
Effiong Nsungusi har haft lidt problemer med den ene ankel, men har her sidst på ugen trænet sammen med resten af truppen igen.
Lorenzo Burnet
Den hollandske venstreback Lorenzo Burnet som i sidste uge underskrev en aftale med HB Køge for resten af sæsonen, træner fuldt ud med truppen og nærmer sig formen til at kunne gøre sig gældende for holdet.
Victorien Adebayor
Angriberen med masser af mål i støvlerne har senest været afsted med det nigerske landshold, hvor han scorede sit tiende landskampmål på et frispark i sejren mod Tchad. Man kan læse mere om målet og landskampen her.
HB Køge afventer stadig myndighedernes arbejdstilladelse til Victorien Adebayor. Adebayor glæder sig til at komme tilbage og HB Køge glæder sig til at få ham i aktion.
Adebayor holder formen ved lige i Ghanesiske Inter Allies med Henrik Lehm som cheftræner.
HB Køge møder Vendsyssel på udebane lørdag den 23. oktober kl. 15.00.