Nyt og banebrydende set-up vil gavne fodboldspillere: HB Køge og ProTreatment i tæt samarbejde
Mange danske top-idrætsudøvere har Thomas Jørgensen og ProTreatment placeret under ”favoritter” på telefonen. Det er Jørgensen, man ringer til, hvis man ikke føler sig veloplagt. Eller hvis man har noget rust, der skal bankes af. Og når et led eller en muskel driller.
Nu går Thomas Jørgensen og ProTreatment fuldtonet ind i et samarbejde med HB Køge med det formål at tage spillerne, deres fysiske kapacitet og deres velvære til det næste niveau.
Direktør Per Rud tøver ikke med at kalde samarbejdet ”banebrydende” for HB Køge.
” At det kan lade sig gøre at tilknytte ProTreatment og Thomas Jørgensen er noget helt særligt. Det sker kun, fordi Thomas Jørgensen har ladet sig rive med. Vi havde ikke en chance for at lande denne aftale, hvis ikke Daniel Agger og Lars Jacobsen havde overtalt ham,” siger Per Rud og fortsætter:
” Vi sætter en ny retning, hvor dem, der er skadede, træner hårdere end dem, der er spilleklar. Alle spillere får lagt deres eget program og modtager individuel behandling målrettet præcis deres behov. Denne aftale kan flytte os, og den er på nogle områder vigtigere end at gå ud og købe yderligere to fodboldspillere.”
I ProTreatment har 1. Divisionsholdet fået et set-up med fast behandling til spillerne – noget, der rækker ud over den normale behandling. Det er således et indarbejdet team med en klar filosofi, som er vant til at beskæftige sig med nogle af de største danske idrætsnavne, der får deres daglige gang i HB Køge.
”Jeg har gennem flere år arbejdet med Thomas Jørgensen. Han er garant for grundig og kompetent behandling – i virkeligheden er det en ”transfer” på det højeste niveau. Udover at behandle lærer han også spilleren en masse om at passe på sig selv og deres krop. Hvad det vil sige at være 100 procent professionel og tage vare på karrieren,” siger HB Køges cheftræner Daniel Agger.
Han suppleres af Lars Jacobsen:
”Det er et stærkt aktiv, at vi har fået mulighed for at få ProTreatment ind i klubben. Thomas og hans team er nogle af de absolut bedste – ikke kun i Danmark, men i hele Europa – til at arbejde med udøvere. Det er noget, som Daniel og jeg selv har lært meget af i vores karriere, og det har været vigtigt for os at kunne tilbyde spillerne det bedste på det her felt.”
Thomas Jørgensen og hans team tyvstartede på opgaven med at ”fintune og vedligeholde” HB Køge-truppen allerede på træningslejren til Bornholm for en måned siden. Til dagens premiere i NordicBet Ligaen er Jørgensen og hans kolleger med rundt om holdet, ligesom man fremadrettet vil støde på ProTreatments medarbejdere, når HB Køge-spillerne træner på Capelli Sport Stadion.
”Jeg har en langvarig relation til Lars og Daniel. Det er vigtigt for mig, at ProTreatments rolle bliver anerledes end den klassiske fysioterapeut. Det handler ikke kun om at være med til at gøre de skadede spillere klar. Vi vil lave et set-up, hvor vi gentænker måden at være omkring et hold på og være forebyggende, optimerende – og hvor vores rolle er tydelig. Jeg ved, at Daniel og Lars vil lytte, og vi kommer ikke til at sætte nogle spillere i aktion, som ikke er helt klar – hvilket giver mig mulighed for at rykke ved tingene.”
” Daniel og Lars´ visioner gør, at jeg kan se mig selv i det og samtidig kan være med til at pille ved nogle generelle tendenser i forhold til, hvordan en sundhedsstab arbejder i fodboldklub. Det mindset kan vi forhåbentlig på den lange bane kan få bredt ud til flere dele af verden via Capelli Sport-netværket” siger stifter og ejer af ProTreatment, Thomas Jørgensen.