Nyudtaget U-landsholdsspiller skriver kontrakt
HB Køge er glade for at kunne offentliggøre, at Jonathan Helsted Mørkedal tidligere på sommeren har skrevet kontrakt med klubben. I dag er Jonathan blevet udtaget af til U16 landsholdet og de forestående landskampe i DBU U16 Future-regi mod Belgien, Wales og Sverige.
Jonathan er en spilintelligent, offensivt orienteret midtbanespiller, der oprindeligt kommer fra Borup. På sin 15-års fødselsdag skrev han under på en længere aftale i HB Køge, som han kom til i 2019.
Skolet i samarbejdsklubben Borup IF kom Jonathan ind i HB Køges talentregi via HB Køge DBU Topcenter (Nu ATK+ Center, red.), allerede tilbage i år 2017. I 2019 skiftede han så til HB Køge, og nu, fem år senere, tilknyttes han altså klubben på kontrakt, mens han fremover bliver en fast del af den talentfulde U17-trup efter at have optrådt på U15-holdet i forårssæsonen.
“Jonathan har et stort potentiale og har præsteret på et højt niveau i alle de fem år, vi har haft med ham at gøre. Han har været en bærende spiller på vores ungdomshold, og har taget gode skridt i sin udvikling gennem årene. Vi er sikre på, at han vil fortsætte med at udvikle sig i vores stærke talent setup og i nu også i DBUs ungdomslandsholdssetup,” siger Talentchef i HB Køge Steen Knudsen.
I slutningen af august rejser Jonathan med resten af U16 Future-holdet til Wales for at spille tre landskampe.
Tirsdag d. 23. august venter Belgien, to dage senere Wales og søndag d. 28. august Sverige. Kommer Jonathan i spil i kampene, bliver det hans debut for et dansk u-landshold.
Ved siden af fodbolden går Jonathan i 9. klasse på Borup Skole.
Alle i HB Køge ønsker Jonathan tillykke med udtagelsen til DBU U16 Future landsholdet og held og lykke i de tre kampe.