shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Obaze: Taknemmelig for min tid i HB Køge

I går kunne HB Køge offentliggøre salget af forsvarsprofilen Isabella Obaze, der også indbringer den største transfersum nogensinde for HB Køge Women. Det er endnu ikke offentliggjort, hvilken udenlandsk klub der er tale om. 

Isabella Obaze kom til som reserve fra Kolding IF i januar 2021, men har siden udviklet sig til værende en af de bærende kræfter i HB Køge-truppen. Derfor betyder tiden i HB Køge også ekstra meget for den unge forsvarsspiller. 

“Jeg kom til HB Køge for ca. to år siden fra en klub, hvor jeg ikke var en specielt stor profil. I HB Køges miljø tog min udvikling dog fart, og jeg har siden da fået lov til at være en del af en masse store fodboldoplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Derfor vil HB Køge også altid være en helt speciel klub for mig, og jeg er meget taknemmelig for min tid her,” fortæller forsvarsprofilen. 

Isabella har som HB Køge-spiller blandt andet været med til at vinde det danske mesterskab to gange samt fået landsholds- og Champions League debut. 

“Der har været mange højdepunkter i min tid i klubben. Jeg ser selvfølgelig tilbage på de store momenter som for eksempel de to vundne mesterskaber, som jeg er meget stolt af at have bidraget til og været en del af. Min landsholdsdebut, som ikke havde været muligt uden min udvikling her i klubben. Og sidst, men ikke mindst de store Champions League-oplevelser, hvor vi fik lov at prøve kræfter mod de bedste af de bedste såsom FC. Barcelona og Arsenal og virkelig fik testet vores potentiale,” fortæller Isabella Obaze. 

Nu er tiden kommet til at hun skal tage de næste skridt i hendes karriere, og selvom det bliver vemodigt at sige farvel, så er udlandsskiftet en drøm, der går i opfyldelse for Isabella Obaze.

“I HB Køge har jeg fået alle de bedste redskaber til at udvikle mig både som fodboldspiller og menneske, hvilket uden tvivl har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag. Jeg ville ikke være nået så langt uden mine fantastiske holdkammerater, staben og alle omkring holdet, som alle fortjener en tak og ros for deres kæmpe arbejde hver dag. Jeg kommer i den grad til at savne alle de gode mennesker i HB Køge, men jeg glæder mig naturligvis også rigtig meget til de nye udfordringer og den spændende mulighed, der venter mig. Det har altid været en stor drøm for mig at komme til udlandet, og den går i opfyldelse nu,” slutter Isabella Obaze.