Obaze: “Vores form er meget bedre nu”
Efter at have fået debut på det danske landshold i forrige uge, vendte Isabella Obaze tilbage til HB Køge og forårsopstarten i tide til, at hun lige akkurat kunne nå med i træningskampen i lørdags mod B93. Obaze fik et kvarters spilletid i kampen, som HB Køge vandt med 5-0. Nu har hun haft mulighed for at træne med hele ugen i klubben – og hun kan mærke, at den hårde opstart holdet går igennem er ved at give pote.
“Vi kan mærke, at vi har fået en ny fysisk træner, som har skubbet meget på os. Vores form er meget bedre nu end tidligere, det kan jeg mærke. Og så har det bare været fedt at se alle de andre piger gå hundrede procent ind i det og arbejde stenhårdt. Nu kan vi se, at folk har nemmere ved at give den der ekstra meter og at alle løber meget mere end de plejer. Intensiteten er steget, så det er super fedt,” siger Isabella Obaze.
I morgen venter et opgør imod FC Nordsjælland for HB Køge – den femte af de i alt ni testkampe, holdet skal spille inden Gjensidige Kvindeligaen igen sparkes i gang. De mange testkampe er med til at holde gejsten oppe i truppen gennem den lange opstart.
“I vores træningskampe får vi lov at spille og tænke fodbold. Så dem kan vi altid se frem til, når vi løber på træningsbanen og har det hårdt. Men der er også en motivation for os i, at vi ved, at vi kommer i bedre form af opstarten og den ruster os til at kunne spille med i topkampene og i Champions League,” siger Isabella Obaze og påpeger derudover en anden ting, der bringer intensitet og nerve ind i træningen og testkampene.
“For dem der ikke nødvendigvis starter i så mange kampe normalt, er der meget at hente i testkampene. Det er jo en super mulighed for at vise sig frem. Så for mange er der lidt nerver og en mulighed, der skal gribes, og det er jo med til at gøre, at intensiteten kommer ind i de kampe.”
Følgende trup er udtaget til morgendagens kamp imod FC Nordsjælland:
1. Kaylan Marckese
2. Maria Uhre Nielsen
3. Julie Nowak
4. Selma Svendsen
5. Andrea Norheim
6. Kelly Fitzgerald
7. Kyra Carusa
8. Laura Guldbjerg Pedersen
9. Nicole Kozlova
11. Sarah Jankovska
13. Cecilie Fløe
14. Lauren Sajewich
15. Cilje Ostenfeld
16. Alberte Vingum Andersen
19. Signe Markvardsen
20. Cornelia Kramer
22. Isabella Obaze
44. Emma Færge
FC Nordsjælland – HB Køge
Lørdag 26. februar, 14.00
Right To Dream Park, Farum