shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Onsdagens træningskamp mod HIK aflyses

HB Køges planlagte træningskamp mod HIK, der skulle have været spillet på onsdag den 14. juli kl. 18.00 på Capelli Sport Stadion, bliver ikke til noget alligevel. De to klubber er blevet enige om at aflyse træningskampen.

“Vi er mindre end to uger fra sæsonstarten, og vores vurdering er, at det rækker med den ene træningskamp, der ligger på fredag på hjemmebane mod FC Helsingør. Det handler i en opstartsfase om at ramme den rette dosering og vekselvirkning mellem kamp, træning og restitution. Samtidig kigger vi hele tiden på, hvilke spillere der er til rådighed, og hvem man skal “passe lidt på”, og i det store billede er vi nået frem til, at det er bedst ikke at spille kamp på onsdag aften. Derfor har vi aftalt med HIK, at vi sløjfer kampen”, udtaler HB Køges First Team Coach Lars Jacobsen til HBKoge.dk.

HB Køges næste – og sidste test inden sæsonpremieren – spilles på fredag den 16. juli kl. 12.00 på Capelli Sport Stadion mod FC Helsingør. Én uge senere, fredag den 23. juli kl. 19.00, spiller HB Køge på udebane mod AC Horsens i første spillerunde af sæsonen 2021/22 i NordicBet Ligaen.