Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Oscar Buch: “God start i HB Køge”

Som optakt til den kommende sæson har HB Køge hentet en række nye spillere til truppen. Et af de nye ansigter er 24-årige Oscar Buch, der er kommet til HB Køge fra Hvidovre IF, og offensivspilleren har fået en god start i sin nye klub. Det fortæller han i et interview med HBKoge.dk.

“Min start i HB Køge har været rigtig god, og ikke kun på de fodboldmæssige parametre. Her i starten har fokus været på at lære de andre drenge, trænerne og resten af staben at kende, og at lære den måde som dagligdagen i klubben hænger sammen på. Udover det, så har jeg nydt at være på banen med holdet. Vi har en stærk trup med mange dygtige spillere, og et højt træningsniveau”, fortæller Oscar Buch, der i sin uofficielle debut – en træningskamp mod Rønne IK – tegnede sig for to scoringer i 6-0-sejren på sidste uges træningslejr på Bornholm.

“Det er selvfølgelig vigtigt at komme godt fra start, og selvom modstanden ikke var på det samme niveau, som vi normalt begår os på, så var det vigtigt, især som offensivspiller, at få lavet et par kasser, og komme godt fra land”.

Som det hører sig til i en opstartsfase, så skal formen bygges op. Og det sker naturligvis via hårdt arbejde på træningsbanen.

“Der er ingen tvivl om, at vi har lagt hårdt ud. Der har været knald og intensitet på træningerne. I opstartsfaserne er der altid fokus på at få bygget vores kroppe op til kampene i turneringen, og derfor skal vi selvfølgelig udfordres på det konditionelle. Vi havde på træningslejren mulighed for at træne både morgen og eftermiddag hver dag. Her fik vi virkelig arbejdet med det konditionelle, og med nogle af de taktiske elementer, som Agger og Jacobsen bringer i spil”.

Oscar Buch er ikke den eneste nye spiller i HB Køges trup, og han er heller ikke den eneste nye offensive spiller. Der er stor konkurrence om pladserne, og det er kun godt, fortæller Oscar Buch, der byder konkurrencen velkommen.

“Jeg har altid været vant til at der er konkurrence om pladserne, og det var der også, hvor jeg kom fra. Konkurrence er fedt – det er sådan man udvikler sig, og jeg er her for at vinde”, understreger Oscar Buch afslutningsvis.

Oscar Buch og HB Køge spiller næste træningskamp på lørdag den 10. juli kl. 11.00 mod Nykøbing FC. Kampen spilles på Herfølge Stadion.

Mayday Vinduespolering