shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Oskar Snorre før Esbjergduel: “Sejr giver selvtilid”

Oskar Snorre der for få uger siden kom til klubben fra Lyngby, er allerede faldet godt til i sin nye klub og blandt sine nye holdkammerater, og han nyder, at være en del af HB Køge.

“Det har været lige som jeg håbede. Det har været fedt fra første dag, og det håber jeg, bliver ved. Træningslejren var guld værd for mig og for holdet generelt i forhold til at komme tættere på hinanden på den måde, og at bo ved siden af hinanden i en hel uge. Det var lækkert. Det er ikke hver gang man skifter klub man får mulighed for så hurtigt at lære sine holdkammerater så godt at kende, så det er jeg taknemmelig for.”

I fredagens 2-1-sejr over Hvidovre debuterede Oskar Snorre i HB Køges mål. Det gjorde han med flere sikre indgreb og til slut en sejrsgivende redning på et Hvidovrefrispark dybt inde i kampens overtid. Der blev da også jublet igennem da dommerens fløjte i sekunderne efter frisparket..

“Jeg var helt ekstatisk. Også fordi der måske gik halvandet minut, hvor bolden bare lå død foran feltet, og jeg vidste, at jeg skulle redde et frispark. Mit hjerte var nok lige så højt oppe i halsen som alle andres. Det var nervepirrende og det holdt hårdt til sidst, men det var fantastisk at vinde. Det er det, man spiller fodbold for. Det var helt fantastisk”, understreger Oskar Snorre, der onsdag aften på udebane skal i aktion mod Superliganedrykkerne fra Esbjerg.

Og Snorre og holdkammeraterne er glade for at de har tre point med fra sæsonens første kamp, når Esbjerg venter.

“Det er jo guld værd, at have tre point i posen når man går ind til en kamp mod en så stærk modstander. Det er rigtig, rigtig vigtigt. Vi kan gå ud med selvtillid og vide, at vi godt kan vinde, så det er meget vigtigt.”, slutter Oskar Snorre.

 

1. Division

Esbjerg – HB Køge

Onsdag den 16. september kl .18.30

Blue Water Arena