Otte spillere forlader HB Køge ved kontraktudløb

Inden lørdagens Gjensidige Kvindeliga-opgør mod Fortuna Hjørring tager HB Køge afsked med i alt ti spillere, der forlader klubben denne sommer.

Alyssa Walker og Georgia Eaton-Collins, der allerede er blevet solgt til udenlandske klubber, er to af dem, mens otte andre forlader HB Køge, da deres kontrakter udløber og ikke forlænges.

De otte spillere er: Bridgette Skiba, Hannah Richardson, Maja Hagemann, Daisy Cleverley, Agnete Marcussen, Cornelia Kramer, Mie Leth Jans og Cecilie Fløe.

Cecilie Fløe er med sine 41 mål alletiders topscorer for HB Køge Women, efter hun tidligere på sæsonen overtog rekorden fra Kyra Carusa (37 mål).
Fløe kom til klubben fra Kolding Q i sommeren 2021 og har spillet 92 kampe for svanerne. I indeværende sæson er det inden sidste spillerunde blevet til fire scoringer fra angriberen.

“Med sine mål og sit gode humør har Cecilie om nogen sat sit aftryk og været med til at bringe vores kvindehold hen, hvor det er i dag. Men vi er blevet enige om, at tiden er kommet til at prøve noget nyt for begge parter. Det vil være godt for både Cecilies og vores holds udvikling – men det kan det jo være, at vi måske en dag forenes igen. Det samme kan i virkeligheden siges om Agnete og et muligt gensyn. Hun har desuden været eksemplarisk til træning og en rigtig god holdkammerat. Agnete og Fløe bliver begge savnet, men i fodboldverdenen så opstår der nogle gange muligheder, og vi er sikre på at begge får en spændende fremtid.” siger cheftræner i HB Køge Kim Daugaard.

Cornelia Kramer, der er HB Køge-topscorer i indeværende sæson, forlader klubben efter eget valg.

“Vi har tilbudt Cornelia en kontraktforlængelse, men hun vil hellere søge mod udlandet. Det kan vi ikke gøre så meget ved. Vi glæder os på hendes vegne over interessen udefra og kan efterhånden konstatere, at den er der for rigtig mange af vores spillere. Det er et godt tegn for vores klub og vores hold,” siger Kim Daugaard og fortæller om afskeden med anfører Mie Leth Jans:

“Mie har haft en fantastisk flot karriere og har været en stærk anfører for os, siden hun vendte hjem til Danmark. Vi har truffet en beslutning om at stoppe samarbejdet her og ønsker hende tak for en forbilledlig indsats som frontfigur for vores hold.”

Mens spilletiden har været stor for de førnævnte spillere, forlader Skiba, Richardson, Hagemann og Cleverley klubben med færre HB Køge-minutter i benene.

“De har alle optrådt professionelt og bidraget til vores gode miljø, men af forskellige årsager har de ikke fået så mange spilletid og derfor er det mest naturligt at lade dem gå, når deres aftaler nu udløber her,” siger Kim Daugaard.

Udover de otte spillere vil også den afgående fysiske træner Pelin Bal modtage blomster og en klapsalve inden kampen mod Fortuna Hjørring sættes i gang. Billetter til kampen kan købes her.

Capelli Sport