Overblik: Ni svaner i landsholdsaktion
Gennem den seneste uges tid har HB Køge haft hele ni spillere afsted på landsholdstjeneste.
Emma Regan var for første gang i fem år udtaget for det Canadiske A-landshold. Canada mødte Brasilien over to kampe og Regan startede inde i det sidste af opgørene, hvor det forsvarende olympiske mesterhold besejrede brasserne med 2-0. Regan spillede 52 minutter i dét, der var hendes anden officielle A-landskamp. Det første af opgørene overværede hun fra den canadiske bænk.
Hele fire HB Køge-spillere var en del af det danske U23-landshold, der gennem den seneste uge har mødt henholdsvis Spanien og Belgien i to testkampe. Alberte Vingum, Selma Svendsen og Cornelia Kramer startede inde i det første opgør i Marbella imod Spanien, som endte med spansk sejr på 4-1. Cecilie Fløe blev skiftet ind midtvejs i anden halvleg af kampen.
I det efterfølgende opgør mod Belgien startede alle fire HB Køge-spillere inde. Både Selma Svendsen og Cecilie Fløe spillede fuld tid i opgøret, mens Alberte Vingum blev skiftet ud i pausen og Cornelia Kramer det samme efter en times spil. Belgien vandt kampen, der blev spillet i Skive, med 1-0.
Maja Hagemann, Emilie Luplau og Emilie Møller var med det danske U19-landshold i Østrig, hvor der blev spillet tre kampe i EM-kvalifikationen.
I det første opgør mod Polen spillede Maja Hagemann 68 minutter, mens Emilie Luplau og Emilie Møller sad på bænken kampen igennem. Opgøret sluttede med uafgjort 1-1.
I det andet opgør mødte danskerne Montenegro, og spillede Emilie Luplau fuld tid mens Maja Hagemann spillede de første 45 minutter. Emilie Luplau scorede det sidste mål i det der endte med en danske sejr på hele 8-0.
I det tredje og sidste opgør tabte Danmark med 1-2 til hjemmeholdet Østrig. Både Hagemann og Luplau blev skiftet ind i anden halvleg. Emilie Møller overværede alle tre kampe fra bænken.
Anna Brændstrup spillede alle tre opgør for det færøske U19-landshold, der løb ind i nederlag mod Holland, Irland og Belgien i U19 EM-kvalifikationen henover den seneste uge.
Udover de ni HB Køge-spillere, der altså nu vender tilbage til klubben, er Laura Sehested udtaget til det danske U17-landshold, der spiller EM-kvalifikationskampe mod Belarus, Grækenland og Sverige fra d. 7-13. november. Kampene spilles i Albanien.