Overby: Intet andet end hårdt arbejde
Godt nok blev Christian Overby kåret til kampens spiller mod Skive IK søndag eftermiddag. Men når det var på baggrund af en kamp, hvor det til trods for massivt og konstant spilovertag alligevel blev til nederlag, så betød den titel ikke meget. Det gjorde i stedet frustrationen over endnu engang ikke at få udbytte af det hårde arbejde:
– Jeg ser en kamp, hvor vi er spilstyrende. Boldbesiddelsen er måske 70/30 i vores favør. Men vi får desværre ikke omsat vores chancer til mål. Det resulterer så i, at de får en kontra, hvor vi er tre mod tre og der scorer de så. En lortefølelse at stå med. Vi styrer jo kampen totalt. De har et eller to skud på mål og scorer to gange, det er jo fuldstændig vanvittigt. Det er sindssygt frustrerende – også som forsvarsspiller: At vi lukker to mål ind, siger Christian Overby efter kampen,
– Den her situation, som vi er i nu med at lukke under nedrykningsstregen og taber til en direkte konkurrent.. Det gør sgu ondt. Følelserne er uden på tøjet lige pt. Stoltheden af at spille for vores klub, for HB Køge er stor. Ikke kun for mig, men også for mine holdkammerater. Vi spiller jo godt, vi spiller dem nærmest baglæns, men får ikke noget ud af vores massive overtag til mål – og så bliver vi bare straffet benhårdt,
– De små marginaler er ikke på vores side. Det er en kliché, men herfra skal vi arbejde benhårdt og tage skeen over i den anden hånd. Fra min side bliver det fra nu af et krav, at folk giver alt, hvad de har. Alt andet kan vi rent ud sagt ikke bruge til en skid. Så må folk lære det på den hårde måde. For lige nu er vi både nødt til at stå sammen og være ærlige om, hvad der kræves, for at komme væk herfra. Så er jeg sådan set ligeglad med om man kan lave alle mulige lækkerier, hvis ikke man kan lave de mest basale ting; at fighte, løbe retur, løbe dybt og vinde dueller, så kan vi ikke bruge det til en skid.
– Vi skal have en mentalitet, der siger, at vi skal vinde hver eneste millimeter på banen og så skal folk bare smaske igennem. Så skal vi nok klare det.
Kan man fordre sådan noget på træningsbanen?
– Selvfølgelig kan man det. Men vi har haft mange kampe på kort tid. Så folk er nødt til at indstille sig på, at det bliver hårdt nu. Ikke kun til kampe, men også til træning. Det er en anden situation, når man ligger i midten. Der kan man spille lidt mere frit,
– Selvfølgelig skal folk blive ved med at udfordrer og tage chancer. Men vi skal have de basale ting på plads med, at man giver alt, hvad man har. Det er ligegyldigt om det er et returløb over 50 meter eller fuldt sprint mod mål. Altså, det skal bare være i skabet nu. Det skal vi i hvert fald have snakket om og forventningsafstemt, hvad der kræves.