Petry: “Dejligt at få minutter i benene”
28-årige Lasse Petry fik sin uofficielle debut for HB Køge, da han og holdkammeraterne vandt 2-0 over B.93 på Svanemøllens Idrætsanlæg på Østerbro. Kampen var midtbanespillerens første siden skiftet fra islandske Valur.
“Det var dejligt. Det er efterhånden tre måneder siden jeg spillede kamp sidst, så det var dejligt at få 45 minutters kamp i benene. Formen bliver bedre – det er klart, at jeg havde et lille efterslæb efter de andre, fordi jeg har haft lidt længere ferie, men jeg er kommet godt efter det og bliver ved med at klø på, så det går fremad”, fortæller Lasse Petry.
Lasse Petry kom til HB Køge fra Valur på Island, hvor han i oktober kunne fejre det islandske mesterskab. Inden opholdet på Island har Petry spillet i FC Nordsjælland og Lyngby.
Onsdag middag spiller HB Køge træningskamp mod OB på Fyn.