Pierre Larsen tilbage på træningsbanen: “Det er dejligt”
28-årige Pierre Larsen pådrog sig i starten af marts et brud på anklen i forbindelse med en udekamp mod FC Fredericia. Siden har HB Køges assistkonge arbejdet hårdt på genoptræningen, og tidligere på denne uge var han for første gang tilbage på træningsbanen. Og det var en fantastisk følelse for kantspilleren endelig at kunne sparke til en fodbold igen.
“Det var dejligt, og det var godt at komme ud og røre bolden igen. Det er 2,5 måned siden sidst, så det var dejligt,” fortæller Pierre Larsen, der har misset de seneste ti kampe på grund af skaden.
“Det har været frustrerende at sidde udenfor, men det har også hjulpet lidt at se holdet vinde nogle kampe på det seneste. I starten var det hårdt at se, at vi var lidt bagefter, men da sejrene begyndte at komme, og vi også fik sikret os mod nedrykning, så har det givet lidt arbejdsro på en lidt anden måde. For mig personligt handlede det også om at jeg lige skulle genoplade. Bruddet skulle hele, og det havde jeg rigtig meget fokus på, men det har været svært at se til udefra uden at kunne påvirke noget på banen. Nu er vi heldigvis et sted, hvor vi er sikret, og det giver lidt ro også for os alle sammen.”
Et rent brud
Pierre Larsens skade opstod i udekampen mod Fredericia den 3. marts, hvor han efter en indskiftning i pausen måtte udskiftes efter blot 22 minutter på banen.
“Det var det, jeg selv vil kalde for et clean cut på min ankel. Jeg vil ikke kalde det en brækket ankel, for det gør det i mine ører lidt mere alvorligt, end det måske var. Det var et rent brud igennem anklen, og det skulle gro sammen igen. Enten ved operation eller ved at hele af sig selv over tid. Og det er heldigvis helet af sig selv, så jeg slap for operationen. Nu er målet at komme op på 100 % igen og komme med i fuld træning. Spørgsmålet er om jeg når det inden ferien, men efter ferien skal jeg kunne være 100 % med, og så være helt klar til sæsonstarten.”
Pierre Larsen har i denne sæson spillet 21 kampe for HB Køge og leveret ni assists.