Pierre Larsen færdig for sæsonen
Sidste uges opgør mod FC Fredericia var på alle parametre en ærgerlig omgang for HB Køge. Ikke nok med at det endte med et 3-0-nederlag i NordicBet Liga-opgøret mod FC Fredericia, så står det nu også klart, at den skade, Pierre Larsen pådrog sig midt i anden halvleg, desværre er af så alvorlig karakter, at han formentlig ikke kommer i spil igen i denne sæson.
I en nærkamp med to FC Fredericia-spillere i det 67. spilleminut pådrog Pierre sig en skade på sin venstre ankel. Efterfølgende måtte Pierre ad flere omgange på hospitalet, og nu er dommen klar fra lægerne hos HB Køges Health Care-partner, privathospitalet Aleris Hamlet.
Der er sket et brud på anklen, som nu skal hele og derfor må beskyttes godt i de kommende seks uger af først gips og sidenhen genoptræningsstøvle. Derefter kan Pierre så småt påbegynde den fysiske træning igen. Går alt efter planen, kan han vende tilbage til banen igen efter 3 måneder. Heler bruddet ikke som håbet, må det opereres og i så fald kan Pierre desværre først spille fodbold igen om 6 måneder. Uanset hvad, har Pierre Larsen altså spillet sin sidste kamp i indeværende sæson.
“Det er selvfølgelig en frustrerende situation af være havnet i. Først og fremmest fordi jeg ikke kan hjælpe holdet på banen. Men vi kan ikke ændre på det, så jeg må acceptere det og forsøge at være positiv. Nu vil jeg støtte op om holdet, og så glæder jeg mig til at slutte mig til dem på banen igen i næste sæson. Jeg har en ambition om at vende tilbage i en bedre udgave, så jeg glæder mig til at komme i gang med min genoptræning og få bygget en masse fysiske ting på, som der måske ikke var de samme muligheder for, hvis jeg havde været skadesfri,” siger Pierre Larsen.
Pierre Larsen står noteret for en enkelt scoring og ni oplæg i sæsonen.