Pierre Larsen: “Jeg vil være en leder”
I sommer skiftede Pierre Larsen fra Fremad Amager til HB Køge, hvor han fik trøjenummer 10 og siden har været en fast del af startopstillingen. Hbkoge.dk har taget en snak med den 27-årige offensivspiller om den første tid i klubben, målsætninger og de forskellige roller, der findes i spillertruppen hos HB Køge.
Leder, rollemodel og mere kampafgørende
“Jeg vil gerne udvikle mig som fodboldspiller ved mine lederegenskaber. Jeg vil være en leder på holdet. Jeg kom fra Fremad Amager, hvor jeg var anfører, så det falder mig ret naturligt at tage ansvar. Jeg har også taget meget ansvar i HB Køge indtil videre, selvom jeg ikke har været her så længe. Jeg er en af de mere rutinerede på holdet og har spillet mange kampe på divisionsniveau, så skal jeg gå forrest og guide de unge på banen. Det forventer jeg af mig selv, at jeg gør hver gang”, siger Pierre Larsen, og uddyber:
“Jeg vil gerne være en rollemodel for de unge og guide dem. På banen tør jeg stille krav til dem og forvente noget af dem. Derudover vil jeg gerne bidrage med en masse kommunikation og lyd. Det er også noget trænerne efterspørger, at vi skal kommunikere mere, så det prøver jeg virkelig at efterleve. Jeg synes også, at jeg er god til at fortælle de unge, når de gør noget godt, så de kan få noget selvtillid. For mit vedkommende handler det i høj grad om, at alle skal føle sig velkomne i truppen og at vise, at man altid glæder sig til at komme til træning”.
Pierre Larsen vil udover sine lederegenskaber også udvikle sig til at være endnu mere kampafgørende for HB Køge:
“Jeg skal også lave endnu flere mål og assists. Jeg har leveret rigtig godt på den front de sidste to år, hvor jeg har produceret noget kampafgørende hver anden kamp cirka. Der vil jeg gerne forsætte den udvikling og blive endnu mere afgørende for HB Køge. Så jeg vil hæve mit topniveau her i HB Køge, så jeg tager de næste skridt i min udvikling”.
Den første tid i HB Køge
Pierre Larsen har spillet samtlige 11 kampe indtil videre i denne sæson af NordicBet Ligaen. Her er det blevet til skiftende position grundet skader. Alligevel har den hurtige kantspiller tegnet sig for to mål og fire assists.
“Min første tid har været lidt blandet. Jeg har været med i en del mål. Seks ud af de 13 mål vi har lavet, har jeg været involveret i. Så det er positivt. Jeg har spillet 50% af kampene på min foretrukne position på højrekant og så 50% på en plads, jeg ikke normalt spiller. Men jeg har spillet højreback, fordi jeg udfylder den plads godt og vi har været ramt af skader. Det passer mig egentlig okay, at jeg har spillet nogle kampe på højreback, men jeg havde da håbet på, at vi havde haft færre skader, så jeg kunne spille på mine foretrukne position”, forklarer Pierre Larsen om sin første tid i klubben.
Pierre Larsen underskrev denne sommer en 2,5-årig kontrakt med HB Køge. Det gjorde han blandt andet fordi, at HB Køge var en spændende klub for ham:
“Jeg kom til klubben, da jeg virkelig troede på projektet i HB Køge. Der er nogle gode faciliteter og der bliver satset, så det ville jeg gerne være en del af. Vi har jo en målsætning om, at vi skal rykke op i Superligaen inden for tre år. Det håber jeg kommer til at ske før, men det er dét, jeg er her for at være med til”, siger Pierre Larsen og uddyber:
“Der er kommet meget fokus på HB Køge. Mange snakker om klubben også grundet, at vi har fået store navne ind på trænerfronten, hvilket også gør klubben interessant for mig. Jeg havde ikke troet, at vi ville få den her svære start med en masse skader, hvor vi har brugt nærmest hele truppen og en masse unge spillere. Men jeg er helt sikker på, at når alle er tilbage og kampklar, så kommer vi til at ligge med i toppen”
Den svære start i klubben
HB Køge har fået en svær start på NordicBet Ligaen, hvor de førnævnte skader har været medvirkende til at holdet har fået ni point i de første 11 kampe.
“Man skal have respekt for, at den her række er så tæt. Så vi må ikke være naive og tro, at det er en selvfølge, at vi ikke kan rykke ned. Alle hold kan slå hinanden i den her række, så det handler om at være koncentrerede hver gang og arbejde stenhårdt til træning, så vi i fællesskab rykker os op, hvor vi vil være”, forklarer Pierre Larsen om den svære start og forsætter:
“Vi har set, at vi kan være med mod de bedste hold i rækken, hvor vi også har fået vores point. Men vi skal hæve vores bundniveau, så vi ikke har de her store udsving, og så skal vi generelt være bedre på bolden. Men det skal nok komme, det er jeg sikker på, og når dér sker, får vi også flere point på kontoen”.
Det bedste sted i karrieren
“Jeg må være ærlig at sige, at det er det bedste sted, jeg har været i min karriere. Det siger jeg ikke bare, fordi jeg spiller her nu, men det mener jeg virkelig. Især rent menneskeligt, hvis du tager folkene i klubben og trænerteamet. Jeg har det virkelig godt her i klubben. Der er styr på tingene og vi mangler ikke noget. Det er på rigtig højt niveau.”
Pierre Larsen har tidligere været forbi klubber som Brønshøj, BK Frem, Helsingør, Viborg og Fremad Amager i sin karriere. Nu er fokus dog på HB Køge, hvor målsætningen for den offensive spiller er klar:
“Vi har nogle dygtige trænere og der er en klar plan for, hvor vi skal hen som hold. Det kan godt være, at det tager lidt tid og resultaterne ikke har været som håbet, men der er stadig en klar målsætning om, at vi skal være med i toppen. Det skal vi blive ved med at tro på”.