Pierre Larsen skifter til Trelleborgs FF
HB Køge har indgået en transferaftale med svenske Trelleborgs FF, der betyder at Pierre Larsen skifter til Superettan-klubben med øjeblikkelig virkning.
Pierre Larsen nåede 2 år og 61 kampe i HB Køge-trøjen.
“Pierre har igennem længere tid haft et ønske om at prøve sig af i nogle andre omgivelser end den danske NordicBet Liga. Så da Trelleborgs FF kom med et tilbud, vi synes var fair for os, gav det mening for os at sige ja. Pierre har spillet en væsentlig rolle her de seneste år og især taget et stort ansvar efter introduktionen af de mange unge spillere til vores nuværende trup. Det ønsker vi ham tak for og giver ham et stort ‘held og lykke’ med på vejen fremadrettet,” siger direktør i HB Køge, Per Rud.
Pierre Larsen har udover HB Køge spillet i den danske 1. division med Brønshøj BK, FC Roskilde, FC Helsingør, Viborg FF og Fremad Amager. I alt er det blevet til 206 optrædener i den næstbedste danske række.
“Jeg glæder mig til at møde nogle nye modstandere, spille på nogle andre stadions og have nogle andre dommere. Det har jeg brug for, kan jeg mærke. Det er tid til at prøve noget nyt efter to år i HB Køge. Der er sket meget gennem de to år, og der har været både op- og nedture. Jeg kommer til at følge klubben og se mange af kampene her – og jeg kommer til at følge de unge gutter og se hvordan de kommer til at udvikle sig fremover,” siger Pierre Larsen.
I hans 61 optrædener for klubben blev Pierre Larsen noteret for 6 mål og 24 oplæg.