Pierre: Skal slippe håndbremsen og give gas
Det er kun to uger siden sidst, men lørdag møder HB Køge igen Esbjerg fB i NordicBet Ligaens kvalifikationsspil. Lørdag d. 23. april spillede de to hold uafgjort 0-0 i det vestjyske, og nu er turen så kommet til endnu et indbyrdes møde. Denne gang på Capelli Sport Stadion lørdag d. 7. maj klokken 12.45.
Find din billet til kampen her
For Pierre Larsen og resten af HB Køge-mandskabet venter en kamp, hvor fokus er på at fortsætte de gode stimer, holdet befinder sig i for tiden.
“Vi skal ud og vinde. Vi har ikke tabt i rigtig mange kampe. Kun en enkelt i de sidste 12 kampe, så det skal selvfølgelig fortsætte. Og så skal vi jo heller ikke tabe på hjemmebane! Vi har allerede sat ny klubrekord for længste stime uden nederlag på hjemmebane og den skal forlænges,” siger Pierre Larsen.
Klubrekorden lyder på 10 hjemmekampe i træk uden nederlag – den længste stime klubbens herreseniorhold nogensinde har sammensat. Sammen med den fordelagtige stilling i rækken, skal det hjælpe HB Køge til at levere en positiv oplevelse imod esbjergenserne.
“Vi kommer til at møde et hold med kniven for struben. De skal ud og have et resultat, hvor vi måske kan spille lidt mere frit. Matematisk er vi ikke overlevet endnu, men det kan give noget ro, at vi har det forspring, vi har. Så jeg håber, at alle mand slipper håndbremsen lidt og giver den gas. Vi skal ud og få en god oplevelse selv, give folk på tribunerne en god oplevelse og spille noget underholdende fodbold,” siger Pierre Larsen forud for kampen.
Hans forventning er, at opgøret nemt kan blive et sjovt et af slagsen.
“Jeg tænker, at de kommer til at presse rimelig højt og angribe med mange folk. Det kan give os nogle muligheder, når vi erobrer bolden. Så vi skal bare ud over stepperne og give tilskuerne en god oplevelse.”
Find din billet til kampen her
Opgøret kan ses live på TV3Sport og Viaplay. Der er optakt allerede fra klokken 12.15 direkte fra Capelli Sport Stadion.
Pierre Larsen er med i den 18-mand store trup, HB Køges trænerteam har udtaget til kampen. Jon Flanagan holdes ude af en skade, mens Martin Koch Helsted og Jubril Adedeji fortsat genoptræner efter deres længerevarende skadesforløb.
HB Køge-topscorer Effiong Nsungusi afsoner karantæne og er derfor ikke med i opgøret.
Til gengæld er Oskar Snorre spilleklar igen efter hans udskiftning imod Jammerbugt.
HB Køges trup mod Esbjerg fB:
1. Oskar Snorre
4. Nemanja Cavnic
5. Luka Racic
7. Mike Jensen
8. Mathias Nielsen
10. Pierre Larsen
11. Joachim Rothmann
13. William Madsen
15. Max Sauer
16. Daniel Thøgersen
17. Oscar Buch
18. Jacob Trenskow
20. Emilio Simonsen
22. Janus Seehusen
24. Casper Jørgensen
26. Marko Stamenic
30. Erkan Semovski
31. Frederik Mehder
HB Køge – Esbjerg fB
NordicBet Liga Kvalifikationsspil
Lørdag 7. maj, 12.45
Capelli Sport Stadion