Pokorny: Vi er spændte over den chance, der ligger foran os
Onsdag aften klokken 20.30 sparkes det altafgørende returopgør i playoff runden af UEFA Women’s Champions League i gang i det nordlige Italien. Efter 1-1 i det første opgør imod Juventus lever drømmene så absolut stadig for HB Køge og målscoreren fra det første opgør, Maddie Pokorny, om at nappe billetten til turneringens gruppespil.
// SE JUVENTUS – HB KØGE LIVE //
“Vi er spændte over den chance, der ligger og venter på os. Vi kunne se Juventus’ kvalitet i det første opgør, og de var ikke noget nemt hold at spille imod. Men vi fik vist, at vi kan spille lige op med dem, og hvis vi kan udnytte vores chancer lidt bedre i returkampen, tror vi på, at vi kan kvalificere os,” siger den amerikanske offensivspiller og uddyber:
“Juventus har en stor og god trup, men vi føler, vi er forberedt på den. Vores keeper Bridgette Skiba holdt os i live et par gange i den første kamp, og vi har selvfølgelig brug for endnu en stor præstation fra hende, resten af defensiven og i det hele taget hele holdet, hvis det skal lykkes. Vi tror på, at vi kan gøre det – også selvom vi stadig er undertippede.”
Bare otte minutter skulle Maddie Pokorny bruge på at bringe Svanerne foran i det første opgør, da hun kom først på et fladt indlæg fra Kyra Carusa, der med hårdt forarbejde fik vristet sig fri og kom til baglinjen. Og netop den tidlige scoring var med til at give HB Køge-spillerne det selvtillidsboost, de havde brug for imod så stærk en modstander som Juventus.
“Jeg var glad for at score dét mål og give os sådan en start og et godt momentum i opgøret. At komme foran 1-0 efter 8 minutter, i det vi alle sammen vidste ville blive en svær kamp, var selvfølgelig helt fantastisk. Kan vi gøre noget lignende i returkampen, ved man aldrig, hvad det kan føre til,” siger Pokorny og understreger, at troen på at holdet kan levere overraskelsen er massiv i truppen efter det første opgør.
// KØB HB KØGES HJEMMEBANETRØJE 22/23 //
Hun peger således på erfaringen fra de mange kampe i Champions League-regi i sidste sæson som en af grundene til, at holdet nu kan udfordre nogle af Europas stærkeste mandskaber.
“Selvom vi tabte nogle kampe i Champions League sidste år, synes jeg vi, vi har fået gavn af den erfaring, vi fik med os derfra. Efter sidste sæson, har vi vænnet os lidt til kampene på det her niveau og vi er nok mere komfortable i dem. Vi tror på os selv og vores evner som hold til at levere imod klassehold som eksempelvis Juventus. Vi har vist, at vi kan være med på højeste niveau, og at vi bliver ved med at udvikle os. Så uanset hvordan det ender, kommer vi styrket ud af de her kampe,” siger Maddie Pokorny.
Der er kick-off på returkampen onsdag klokken 20.30, og kampen kan streames som pay-per-view via linket her. Opgøret spilles på Stadio Giuseppe Moccagotta i Alessandria.
Juventus – HB Køge
UEFA Women’s Champions League Playoff, kamp 2
Onsdag d. 28. september, 20.30
Stadio Giuseppe Moccagotta, Alessandria