Portugisisk assistent skifter til Santos – nyt ansigt i trænerteamet
HB Køges portugisiske assistenttræner Daniel Gonçalves er efter et halvt år fortid i klubben. Træneren der blandt andet har en fortid i den portugisiske storklub Sporting CP, har fået muligheden for at blive assistenttræner i den brasilianske storklub Santos. En spændende mulighed som HB Køge ikke ville stå i vejen for.
“Der er ingen tvivl om at vi godt vidste, at Daniel er et stort trænertalent og med et flot CV fra en af Portugals helt store klubber. Vi har været glade for at have ham som en del af trænerteamet det seneste halve år, og selvom vi gerne havde beholdt ham i teamet i mere end et halvt år, så ville vi ikke stå i vejen da Santos henvendte sig. Det er en stor oplevelse og en spændende mulighed for Daniel at blive assistent i en af Brasiliens allerstørste klubber. Vi ønsker ham alt det bedste fremover”, udtaler HB Køges adm. direktør Per Rud.

Daniel Goncalves skifter til storklubben Santos og har derfor sagt farvel til det kølige nord, Danmark og HB Køge.
Nyt ansigt i trænerteamet
Daniel Gonçalves’ farvel til HB Køge betyder, at HB Køge har set sig om efter en nyt ansigt til trænerteamet, og her er valget faldet på 29-årige Jonas Lindberg, der hidtil har indgået i trænersetuppet omkring HB Køge og Herfølge Boldklubs ungdomshold. Fremover skal Lindberg således indgå i teamet omkring førsteholdet.
“Jonas er en talentfuld ung mand, som vi allerede har haft glæde af og haft i kikkert til en stilling omkring 1. Divisionsholdet. Lidt tidligere end først forventet får han nu chancen for at prøve sig af i seniorsammenhæng, men det er han klar til. Vi er glade for at vi som klub er i stand til at udvikle talenter både på og uden for banen”, siger Per Rud.
HB Køges trænerteam består af cheftræner Auri Skarbalius, assistenttræner Kim Daugaard, målmandstræner Heidi Johansen og nu også fysisk træner Jonas Lindberg.