shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Praktisk information og indgange til guldbraget mellem HB Køge og Brøndby

Lørdag eftermiddag skal DM i kvindefodbold afgøres, når HB Køge tager mod Brøndby IF hjemme på Capelli Sport Stadion i den sidste runde i Gjensidige Kvindeligaen.

Det er et ægte guldbrag, hvor kampens vinder også bliver vinder af landets bedste kvindefodboldrække. Grundet gældende retningslinjer og Superligaordningen har der ikke været flere end 500 tilskuere til HB Køges hjemmebanekampe i foråret, men det kan for første gang lade sig gøre til guldbraget mod Brøndby.

Her bliver Capelli Sport Stadion nemlig inddelt i tre sektioner med hver deres respektive indgang. Derfor skal du være meget opmærksom på, hvortil din billet gælder på baggrund af nedenstående liste med dertilhørende kort over Capelli Sport Stadion.

I hver sektion vil der – som det gør sig gældende for Superligaordningen – være separate toiletfaciliteter og mulighed for køb af forplejning. Ligeledes bør man være opmærksom på, at hvis man planlægger at følges med nogle, der har adgang til andre dele af stadion, vil det ikke kunne lade sig gøre at krydse sektioner eller sidde et andet sted end den anviste.

“Alle i organisationen har knoklet for at åbne så meget som muligt til en af de største kampe i klubbens historie og lade så mange som muligt komme ind på Capelli Sport Stadion under de mange retningslinjer og regler, der gælder i øjeblikket. Det betyder også, at der på dagen kan opstå tvivlsspørgsmål eller situationer, der måske skaber lidt frustration, ligesom vi har måtte lave opdelinger af stadion, som ikke nødvendigvis alle vil være enige i. Det beder vi om alles forståelse for og har på dagen ‘problemknusere’ til stede, for at give alle på stadion den bedste oplevelse. Vi håber, at I vil holde humøret højt og hjælpe os gennem en spændende dag”, siger HB Køges direktør Per Rud.

Indgang A
Online Billetter / Presse
Har du været en af de heldige, der har købt billet via det åbne, online billetsalg, inden der på få timer blev udsolgt, skal du som vanligt ind via Indgang A, som findes mellem enden af stadiontribunen og Spar Nord Arena. Tribunen er inddelt i forskellige sektioner og det vil af den billet, du modtager i indgangen fremgå, hvor du skal sidde under kampen.

Indgang Hall/Lounge
Partnere og gæster til PreMatch-arrangement før guldbraget
Deltagere ved det traditionelle pre match-arrangement forud for kampen, skal ankomme midt for stadiontribunen, hvor vores personale vil modtage gæsterne og anvise videre færd til førstesalen, hvor arrangementet afholdes.

Indgang D
HB Køge Ungdom
Kommer du fra HB Køges pigeungdomsafdeling og har via intern tilmelding anskaffet billet til kampen, skal du tilgang via Indgang D. Indgangen tilgås fra Stensbjergvej til højre for Tårn 2. Herfra er der adgang til den hvide mobiltribune, hvor der henvises til et sæde.

Indgang E
Spillerbilletter, Svanerne, Sæsonkortholdere og partnere tilmeldt via Engage
Med indgang til venstre for Tårn 2 og Københavnsvej i ryggen, kommer du ind til det sidste område af stadion. Dette er delt op i flere sektioner. På den blå mobiltribune har HB Køges fangruppe Svanerne og HB Køge Support plads sammen med sæsonkortholdere. På de to græshøje på begge sider af mobiltribunen er der til kampen opstillet plastikstole til dem, der er tilmeldt via HB Køges spillere og herigennem interne spillerliste.
Har du på forhånd rekvireret billet via HB Køges NETVÆRKET til kampen og ikke til pre match-arrangementet, skal du også ind via Indgang E, hvor der vil være opsat stolerækker bag målet.

 

Coronaregler

Herunder er spilleregler og retningslinjer for tilskuerne til tirsdagens kamp på Capelli Sport Stadion:

  • Fremvisning af gyldigt coronapas ved indgangen til stadion. Coronapasset skal fremvises sammen med gyldigt adgangskort og id i form af fx pas, kørekort eller sygesikring.
    • Et gyldigt coronapas kan være én af fire ting:
      • Du er færdigvaccineret, og der er gået minimum to uger fra du har modtaget den første vaccinedosis.
      • Du har en negativ test, der er maksimalt 72 timer gammel.
      • Du har været smittet med corona i perioden 14 til 180 dage før kampen.
      • Du er under 15 år og derfor fritaget.

Når du er inde på arenaen gælder følgende:

  • Afstandskrav på 1 meter fra ankomsten til stadion og til du igen har forladt stadion.
  • Du skal så vidt muligt sidde på din plads med mindre du besøger toiletter og boder. Du skal derfor også nyde mad og drikkevarer på din plads.
  • Minimum hvert andet sæde vil være tomt, så du kan holde den påkrævede afstand under hele kampen
  • Man skal være iført mundbind ved ankomst til stadion, og når man ikke sidder på sin plads, fx hvis man skal på toilettet