shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Racic nyder spilletiden i HB Køge

22-årige Luka Racic skiftede i vinterens transfervindue fra Premier League-klubben Brentford FC til HB Køge i NordicBet Ligaen på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.

Siden har Racic spillet fuld tid i ni af ti kampe for Daniel Aggers mandskab. Senest scorede han sit andet sæsonmål da HB Køge i weekenden vandt 2-1 på hjemmebane mod Esbjerg, og den stærke forsvarsspiller har oplevet store fremskridt i et forår, der blot har budt på et enkelt nederlag i ti kampe.

”Jeg synes, at vi har flyttet os rigtig meget, specielt i de sidste kampe, og jeg synes kun, at det går én vej. Jeg er rigtig glad for at se den positive udvikling holdet er inde i. Man kan også mærke det på humøret og på sammenholdet. Det har flyttet sig rigtig meget siden den første dag, jeg kom her.”

”Det bedste i hele verden”

For Luka Racic har skiftet fra Brentford til HB Køge betyder at mængden af spilletid er hævet markant, og Racic nyder de mange spilleminutter.

”Det er det bedste i hele verden. Der findes ikke noget bedre end at spille hver uge. Det er jo derfor vi alle sammen spiller fodbold. Det er for at spille kampe – det er ikke for at træne. Jeg har været virkelig glad for at spille hver uge.”

”Spilletid betyder mere end man lige forventer, og det med at spille hver uge, det lærer man ekstremt meget af, og jeg har været super glad for at få muligheden her. Det giver mig muligheden for at lære det der med at spille hver uge. Hvordan gør man sig klar, og hvordan forbereder man sig, når man ved, at man skal ud og præstere hver eneste kamp?”

Vindermentaliteten

På banen – både til kamp og træning – er Luka Racic en af dem der går forrest. En lederskikkelse. Det sidder dybt i ham, at man spiller for at vinde. Altid.

Og så er det sådan set ligegyldigt om man spiller foran 20.000 tilskuere i Championship i England, eller om det er på træningsbanerne i Køge Idrætspark.

”Jeg tror godt, folk kan mærke, at jeg gerne vil vinde til hver eneste træning. Det er sådan jeg er. Omgivelserne og fyldte stadions som i England betyder ikke det helt store. Selvfølgelig er det federe at spille på et stort stadion foran mange tusinde mennesker, men når man står inde på banen, fokuserer man kun på at gøre det så godt som muligt.”

Følger Brentford tæt: ”Hatten af for Eriksen”

I sommeren 2018 skiftede Luka Racic fra F.C. København til Brentford, hvor han både har spillet ungdoms- og seniorfodbold. Og selvom Racic nu er i HB Køge, så følger han stadig Brentford tæt.

”Selvfølgelig! Jeg er stor Premier League-fan, og ser de fleste kampe derfra, og specielt når Brentford spiller. Det er selvfølgelig svært at lade være med at se når alle mine gode drenge, som jeg har kendt i mange år, er begyndt at spille i Premier League, så selvfølgelig følger jeg med,” siger Luka Racic og fortæller desuden, at han stadig holder kontakten til hans holdkammerater i det engelske.

”Jeg er stadig i kontakt med både nogle af de engelske spillere, nogle af de danske spillere og de udenlandske spillere. Specielt Mads Bech, som jeg har spillet mange kampe med i midterforsvaret, holder jeg god kontakt til.”

Brentford FC rykkede før indeværende sæson op i Premier League, og her hvor sæsonafslutningen nærmer sig, der ligner det at Brentford kan sikre sig endnu en sæson i den bedste engelske fodboldrække.

”Det er helt fantastisk at se, at en lille klub i England, med et mindre budget, kan gå ind og levere sådan et resultat. Det er helt fantastisk at se,” gentager og understreger Racic, der har set et Brentford-mandskab, der har løftet niveauet yderligere et hak efter tilgangen af den danske verdensstjerne, Christian Eriksen.

”Der er mange der snakker om Eriksen-effekten, og jeg tror også bare, at vi skal tage hatten af for ham. Han har virkelig været fantastisk, og selvfølgelig har han været med til at ændre en hel del for Brentford.”

Fremtiden er uafklaret

Racic’ lejemål i HB Køge udløber efter sæsonen, og som situationen er netop nu, så er der ikke klarhed over om lejemålet forlænges, om han fortsætter i en anden klub, eller om han vender retur til Brentford FC i Premier League.

”Det er uafklaret. Der er stadig lang tid til transfervinduet åbner. Jeg har været virkelig glad for at være her, men nu må vi se, hvad der sker,” slutter Racic.